Svenske Kristian Matsson kalder sig for The Tallest Man on Earth, men siden debuten i 2006 har folkmusikeren på tre album lydt som det mest ensomme menneske på Jorden.
Alene med sin guitar et eller andet hengemt sted i de svenske skove har han stået og hugget folksange ud i Dylan-traditionen og med sin sært modvillige stemme sunget om livets skyggesider.
Ofte med tekster fulde af naturbilleder og med en presset desperation i stemmen, som om han på en gang selv har forvildet sig ind mellem fyrretræerne, men nu ikke har nogen anelse om, hvordan han skal komme hjem igen.
Håbløsheden har Matsson ikke mistet på sit fjerde album som The Tallest Man on Earth. Indgangen til hans sange er stadig en lavmælt accept af, at livet først og fremmet er hårde tider og dybe sorte huller, man hele tiden skvatter ned i.
INTERVIEW
»Jeg stjæler fra Sade, man alle plager mig om Bob Dylan!«Man må berede sig på en tur i den eksistentielle hakkemaskine – og hans fabulerende melodier er igen en måde at komme gennem det på. Noget er dog radikalt anderledes. Matsson er ikke alene.
Væg til væg-storhed
Til at begynde med er åbningsnummeret ’Fields of Our Home’ lyden af manden mellem nåletræerne – med den let skrattende lo-fi-lyd af en guitar og de tyndslidte nervers stemmebånd i centrum. Men nede under sangens gentagne spørgsmål: »what if you’d never been through lies/ young sorrow and wailing loans«, begynder langstrakte synthklange at pible frem.
Inden vi når til slutningen, har et kor rejst sig som en hær af engle bag den vaklende stemme, så højtalerne bliver spændt til bristepunktet af det fyldige lydbillede.
Roskilde Festival offentliggør 20 navneDet er væg til væg-storhed, man ellers ikke forbinder med den svenske discipel af Woody Guthrie og Bob Dylan. Kernen af stadig fint afstemt sangskrivning på guitar (eller klaver) med inderlighedens kompas som vejviser, men The Tallest Man on Earth har nu et band bag sig.
Det giver hans sange større uvante stadionfornemmelser og en større variation, der strækker sig fra en afsluttende synthstorm på ’Darkness of the Dream’ over War on Drugs-tåger på den tyktflydende ’Sagres’ til hoppende banjospil og høj countrystemning på ’Beginners’.
Mumford & Sons: Vi er altså ikke vokset op i en høstakEfter tre plader, der kun i små ryk har bevæget sig væk fra det spartanske udgangspunkt, er det sikkert tiltrængt for 32-årige Matsson at formulere sig i et andet sprog. Han mestrer det bare ikke helt endnu.
Man kan stadig høre, at ’Dark Bird is Home’ er indspillet hjemme hos ham selv med løs bagkant og skrabede forvrængninger i stemmen, men der er alligevel gået noget tabt i overgangen til det store format.
De følelser, der før stod brændende klart i hver sang, bliver indimellem pakket for meget væk i de mange lag af lyd. De store arrangementer fungerer nemlig ikke altid som forstærker af følelserne, men mere som tildækning.
De er medrivende og flotte, som om Matsson er trådt ud af skoven og nu drøner gennem et åbent landskab med bjerge i horisonten, men nervespidserne bliver klippet, når Matssons særegne nasale stemme ikke indtager midten af scenen. For hans sange er lige så personlige som altid.
I skilsmissens skær
De ti sange hænger sammen som en cyklus om skilsmissen fra musikeren Amandag Bergman (der kalder sig Hajen eller Idiot Wind). Fra den første linjes »So you honestly belive in me/ though I wake up every night« til den afsluttende besked:
»No, this is not the end/ no final tears that we need to show/ I thought that this would last for a million years/ But now I need to go«.
Hvorefter sangen letter på bandets vinger. Og her giver det mening! For efter et album af lidelser og smerte er afskeden mellem det gennemgående du og jeg også en befrielse.
I krigsrapporterne fra den opslidende kamp i kærlighedens spændingsfelt af tillid og tvivl vender han hele tiden tilbage til figurer som rejsen, troen, blindheden, løgnen og ikke mindst følelsen af at være udsat:
Ulige Numre satte stort set ikke en fod forkert i Pumpehuset»And now you sleep and get some rest/ from all the songs you made/ they're all a bunch of mirros/ and fuck it, I’m afraid«.
I nogle sange er the Tallest Man on Earth på træk hen over det USA, hans folkmusik kommer fra, andre steder er det helt til søs med pirater og blodbad. Og indimellem synger han sætninger, der viberer som en pil af mening midt i de flyvske tanker og kryptiske vendinger:
»I guess we’re always in destruction/ of the little things we’d learnt«.
Tilbage i ruinerne står tvivlen. Ubesvaret som betydningen af albumcoveret, hvor den sorte silhuet af en kvinde står foran et hus.
Er hun lige vendt hjem, eller vender hun sig en sidste gang, før hun forlader hjemmet for altid? Hypnotisk billede – som The Tallest Man on Earth, når han er bedst. Og lige så nådesløst som i ’Sagres’, hvor han med en opgivende stønnen synger:
»It’s not the reasoning with the shadows that are gone, no/ it’s not me knowing I’m yet to see the fire/ it’s just all this doubt«.
fortsæt med at læse
