Efter at have overlevet 1990'ernes vedholdende sammenligninger med netop The Smiths og britpoppens nådesløse dominans over den britiske scene, er Gene tilbage i lyserøde omgivelser på coveret på det første udspil fra gruppens eget pladeselskab. Det er et behageligt genhør med Martin Rossiter den nysselige med sideskildninger, mærkevare-skjorter og den langsommeligt glidende elegance, der har masser af plads til at lege. For eksempel med det tvekønnede sværd. Humøret er bedre end på 'Drawn To The Deep End', som i 1997 flirtede med forladtheden. Denne gang er Martin Rossiter og bandet, som titlen 'Libertine' antyder, snarere ude på erotiske eventyr i kølvandet på strandede eller helt forliste forhold. Tvivlen, fortvivlelsen, jalousien og afmagten lyser ud af sange som 'Has He Got A Name?', 'We'll Get What We Deserve' den lækkert flirtende 'O Lover' og albummets mest gysende, smukt svungne svanesang 'Is It Over?'. Her er Gene snarere i familie med Tindersticks, Lloyd Cole eller Bryan Ferry i tyndslidt jakkesæt i morgenens kølige dis end disse hersens The Smiths. Med 'Libertine' har gruppen leveret en stærk lille plade med Martin Rossiter smukt croonende hen over skårene fra de knuste tallerkener.