Dén vending dukker op i 'Alle linjer er optagede', der ikke er helt vellykket. Egentlig handler sangen om at have et angstanfald, mens man står i sin have en januardag og brænder en afdød vens breve af. Men det er ikke rædslen, som slår igennem musikken. Det gør derimod alt det, vi altid går og gør for at holde angsten på afstand og livet ud. Peter H. Olesen synger om at være angst under trivielle omstændigheder som ægteskab, opvask, ansvar og ordkløveri. Og mens han synger udramatisk og nøgternt, så lunter musikken af sted - harmløs som de trivielle hverdage. Det er i det hele taget, som om musikken på 'Anonyme melankolikere' ikke får rigtigt fat i den besværlige og kantede, men også livnærende humørsyge, der ligger på lur i sproget. Melodierne udtrykker hverken den lille fuglekvidrende lykke i 'Sådan skulle livet altid være' eller andre sanges skræk og skyhed, selv om Rasmus Kragh Bjerregaard (tangenter), Hans Holten Hansen (bas), Henrik Olesen (guitar) m.fl. nærmer sig i 'Misantropen'. Her får dødens tilstedeværelse i teksten følge af voldsomme marchtrommer og klaver-akkorder. Især i 'Husråd og mundheld' bliver alt overladt til Peter H. Olesens metaforiske leg, og hans udtryk har sommetider en uheldig rørstrømsk alvor. Således er 'Husråd og mundheld' måske tænkt som en sjov vise om vendinger, vi bruger i flæng. Men sangens selvhøjtidelige tonefald får den til at minde om dengang, Erik Grip fortolkede Frank Jæger med malmfuld stemme og pavestolt bryst. Så måske skal Olesen-Olesen sparke sig selv lidt væk fra »tryghed og tristesse«, så man simpelthen ikke kan lade være med at høre efter næste gang, de fortæller os mere om, hvem vi er.