Hvad verden på det tidspunkt ellers havde mindst brug for, var popkulturens parade af profeter - kendt fra tv - med endnu flere tomme ord til 'trøst' i selvpromoveringens hellige navn. Eller en tårevædet sang til lejligheden. Men hvis nogen skulle forsøge at få en slags mening eller håb ud af denne manifestation af gruopvækkende ondskab, var det set fra manden i Sea Brights bil - og formentlig ikke så få andre amerikaneres synspunkt - Bruce Springsteen. Den 52-årige Springsteen er om nogen fra rocken og popparnasset det anonyme Amerikas talsmand. Eller rettere - det var 'the boss' i hvert fald i 1980'erne, da han med en enorm power fyldte stadion fra kyst til kyst og fra kontinent til kontinent med sine store sange om de små skæbner. Alle de amerikanske drømme, der endte som bristede illusioner i forstæderne. Om at være en krumme i det store brød og alligevel bare have lyst til at blæse mel i metermål ud af kæften for at finde sin egen stemme. De inderlige og for det store kontingent af loyale fans indiskutabelt ægte og dybtfølte sange fra Springsteens eget liv, hjerte og hjerteland, USA, blev sat i scene og udfoldet af de trofaste The E Street Band. Netop et hold af eminente arbejdsmænd, som aften efter aften tændte håb og gav »some reason to believe« et eller andet sted i en dødssyg betonborg af et stadion. Men det var, som om Springsteens cowboystøvler blev hængende i firserne. På halvfemsernes få og stadigt mere sporadiske udgivelser uden bandet, 'Human Touch' og 'Lucky Town', der kom samme dag i 1992 og 'The Ghost Of Tom Joad' fra 1995, var det en mere søgende Springsteen i nedsat tempo, vi mødte. Stadig med socialt og selvbevidste sange med plads til både kærlighed til det amerikanske folk og skepsis til det amerikanske system. Men også stadigt mere indadvendte. Senere fulgte tavsheden, indtil Springsteen i 1999 samlede The E Street Band og tog på en turne til de gamle arenaer for at genoplive stadionrockens storhed. Hvilket kun til dels lykkedes - den nådige nostalgi havde taget turboen, overtrykket og poweren af Springsteens sange. De tog sig nu mere ud som en hyggelig og rummelig kuglegrill end som det store, altfortærende bål, som brændte engang. Selv har Bruce Springsteen forklaret, at han ikke kunne finde rum og anvendelse til sin rockstemme længere. Tiden og han var en anden. Bossen blev i baghaven på sit og fru Patti Scialfas landsted, hvor nye sange ikke groede. Lige indtil den dag, hvor bilisten i Sea Bright råbte til sit gamle idol, den lokale helt, Bruce. Det tilfældige tilråb i de bevægede dage, blev den gnist, der antændte sangskriveren Springsteen og fik ham til på få uger at skrive sangene til det, der nu rejser sig som albumet 'The Rising' i asken og ruinerne fra den 11. september. Næsten som en forpligtigelse. Allerede et par uger efter terrorangrebet, sang Bruce Springsteen nøgent og så rystende stærkt, at i hvert fald undertegnede fik den gamle gåsehud tilbage, 'My City In Ruins' ved den tv-koncert, som skulle samle penge ind til de efterladte. Ganske vist var sangen skrevet før 11. september. Men den og sangerens lavmælte fremtoning overbeviste om, at hvis nogen skulle skrive sange om og for de folk, som omkom i et forsøg på netop bare at passe deres arbejde og hjælpe hinanden, måtte det være Springsteen. Resultatet er da også blevet en serie sange - 'Into The Fire', 'Worlds Apart', 'Empty Sky', 'Further On (Up The Road)', 'The Fuse', 'You're Missing', 'Paradise', 'The Rising' og 'My City In Ruins' - som tør se katastrofen, døden, galskaben og afsavnet i øjnene. Gudskelov uden den blafrende patriotisme og sentimentalitet, der ligger lige for og som eksempelvis Neil Young også har udtrykt i sine sange om angrebet. Ordet 'hero' - helt - synges ikke et eneste sted hos Springsteen, og det er befriende. Her ser vi virkeligheden fra det enkelte menneskes perspektiv. Uden glorificering eller fordømmelse. Sangene kredser om de efterladte - hvad enten det er fra et brudt kærlighedsforhold, eller fra terroren som i de nøgterne 'Empty Sky' og 'You're Missing', der sætter ord på sorgen: »God's drifting in heaven, devil's in the mailbox/ I got dust on my shoes, nothing but teardrops«. En selvmordspilot af ukendt oprindelse forsøges forstået i 'Paradise' - »I search for the peace in your eyes/ But they're as empty as paradise« og i 'Worlds Apart' lader Springsteen en amerikansk (?) soldat forelske sig i en afghansk (?) pige - komplet med pakistansk gawwali-kor af Asif Ali Khans gruppe. En god sang, men en lidt for tyk påmindelse om firsernes velmenende rockstjerner og deres forsøg på at redde verden på den helt rigtige etniske og økologiske måde. Målet for Bruce Springsteens sange om menneskene ved foden af det sammenstyrtede Word Trade Center erklæres i den iørefaldende og næsten salmeprægede 'Into The Fire' med sit gospelkors bøn om: »May your strenght give us strenght/ May your faith give us faith/ May your hope give us hope/ May your love bring us love«. Humanisten Springsteen tænder en gnist for, at ofrene ikke var forgæves. Hva' så - er det bare afdæmpet afsavn og dyb alvor fra blodrøde gader et sted under storpolitikkens sværdslag? Kan den gamle Springsteen stadig rocke? Jo, jo, de gamle fans kan godt finde luftguitaren frem. Der er arketypisk arbejdsmandsrock i 'Countin' On A Miracle' og 'Mary's Place'. En typisk feel good hymne til kammeratskabet i for eksempel The E Street Band - »familiar faces around me/ laughter fills the air«. Det er så basalt og solidt swingende som nogensinde fra dette ensemble, men også lige så forudsigeligt. Den mere afdæmpede Springsteen møder vi i 'Nothing Man', der rytmisk tripper frem som i sin tid 'My Hometown'. Eller i den fremragende bagatel med soulfyldt vokal 'Waitin' On A Sunny Day', som man mildt sagt kan nyde i denne såkaldte sommer. En typisk, optimistisk sang fra Springsteen. Der er nyere takter i 'The Fuse' med sine ringlende U2-guitar og samples og den ligefrem sensuelle 'Let's Be Friends (Skin To Skin)'. Den blide, kærlige og besjælede side klæder den Springsteen, vi tidligere mødte i 'Streets Of Philadelphia' og for eksempel i hans fænomenale fortolkning af Curtis Mayfields 'Gipsy Woman'. Produktionen af Brendan O'Brien, som blot skulle bruge otte uger i Southern Tracks studierne i Atlanta for at få Springsteen og The E Street Band på ret køl, er fremragende, lys og afbalanceret. Væk er det tunge tangent-tamperi og den pressede, brølende vokal. De er afløst af en velsyngende Springsteen og et mere guitarbaseret udtryk med Steve Van Zandt, Nils Lofgren og Springsteen selv i front for et stadig kongenialt og konstant vellydende band med den tunge akse omkring trommeslager Max Weinberg og bassist Garry Tallent. Når man hører 'The Rising' i al sin ligefremme enkelthed, er det svært at forstå, hvorfor der skulle gå næsten tyve år fra det seneste album med The E Street Band, gennembruddet 'Born In The USA' til dette udspil, som er et overbevisende og vedkommende rockalbum uden dog ligefrem at være mesterligt. Bruce Springsteen er hverken Dylan eller Messias. Dertil er han netop for meget skæbnefortæller og for lidt selvreflekterende. Hvilket man ellers godt kunne have ønsket sig fra en mand, der så længe har tiet. Hvad er der sket i Bruce Springsteens eget hoved i alle disse år? Det melder 'The Rising' ikke meget om. Den nøjes med på værdig vis at præsentere en sanger og sangskriver, som blev vækket af en stor, rystende begivenhed udefra. Og som nu atter er i øjenhøjde med sin verden og sit publikum uden hverken at have afsløret eller revolutioneret sig selv og sit udtryk. Alligevel er det rart at have Bruce Springsteen tilbage. Måske nok uden den helt store, enkeltstående sang, men med en samling slidstærke bud på det naive håb for i morgen, vi hverken kan forklare eller leve uden. Heller ikke, når himmelen er fuld af flammer, tom som pladsen i den for evigt forladte dobbeltseng eller bare i det meget mindre perspektiv; atter er bristefærdig af blytunge regnskyer.