Kan man ikke forny sig, kan man i det mindste tage sig sammen. Det har TV-2 gjort med 'På kanten af småt brændbart'. Der er skarp kant på de runde tekster, der balancerer mellem livsglæde og dødsangst. Fra det udsigtspunkt, hvor man statistisk har passeret tilværelsens midte og står på toppen, mens man ser nedkørslen ad sorte piste i øjnene. Fortiden hober sig op som skrot, og man møder gamle venner på genbrugsstationen, og de er ligeså umærkeligt ikke længere bare 'gamle venner', men også rent faktisk blevet halvgamle og slidte at se og høre på. På kanten af småt brændbart. TV-2 har ikke haft en opskrift på fornyelse, men de har været kloge nok til at prøve at finde ny energi og en slags alternativ sammenhængskraft i en forøget variationsbredde. Ikke færre end fem producere har været involveret. Der er heldigvis ikke noget desperat logrende over denne jagt på De Vises Sound. Man havde gerne hørt mere til den svenske Eddie Bengtsson, der har produceret de to retro-ørehængere 'Jordens heldigste' og 'Hunden bider'. Halfdan E. udfolder de mere collageagtige og kulturkommenterende 'Backstage i Løkken' og 'Shakespeare i amerikansk politik' og har nok så interessant også produceret den romantiske, sexet-knirkende 'Drømmer kun om dig' med Steffen Brandt i klædelig, tummelumsk duet med Sanne Gottlieb. For de mere traditionelle TV-2-produktioner står Nikolaj Steen og Peter Biker. TV-2 spiller gerne den samme melodi igen og igen. Derfor står og falder så meget med Steffen Brandts tekster. Også her kredses om de samme temaer: Det pokkers liv. Tiden, der går; og mon kærligheden forslår? Det helt igennem normale livs gaver og forgift. Her ligger også forklaringen på, at Brandt kan blive ved med at synge om de samme ting. Når han er bedst, fortæller han med et blik, der er forandret af den siden sidst passerede livstid. Når han ikke gør det, som på 'Lykke på rejsen', ligger klichéen på lur. Brandt er altid god for en håndfuld mindeværdige one-linere, men denne gang er styrken en underliggende følelse af tøjlet panik. »Det er i orden, det er livet/ men der er ingen grund til at spille smart/ når man hænger der på kanten af småt brændbart«. Sådan er livet. Men er det i orden, at det er sådan? Man kan tænke det, men kan man også føle det? Dét er det tavse spørgsmål, der også giver den søde besyngelse af en ung families normaldanske liv i 'Herlev, det er skønt' (»det er ikke lykken, men det er lige ved/ det er det, vi går og bakser med«) den mørke baggrundsstråling, der danner kontrast til arrangementernes lyse energi. To gange bruger Brandt en børnesang, og begge gange er det som modsætning til enhver form for barnlig uskyld. I 'Hunden bider' er det ikke en tissemand, men derimod hele barndommens synd, skam og skyld, der bliver trukket op af brøndens klare vand. I den efterfølgende 'Bjørnen sover' bliver den populære og lidt skræmmende sangleg, hvor man skjuler sit ansigt mod bordpladen, mens man venter på, at man - måske - bliver prikket på ryggen af en hård finger, brugt som et stærkt billede på fortrængninger, forsvarsløshed og dødsangst. Her er den skønne hverdag fra Herlev brat forvandlet: »Det er dødbringende dagligdags/ så almindeligt/ at det kun kan gå galt«. Omsorgsdrop, dobbeltsidet hjertesvigt og historien om at drukne på halvanden meter venligsindet vand. Uskyldstabet er totalt. »Når lysene tændes/ kan man pludselig se/ hvor mørket søger hen«. Raffineret er cd'en komponeret, så sangene griber fat i hinanden og med enkelte ord skaber sammenhæng i den musikalske variation. Svagest står de udvendige sange. En reportage fra 'Backstage i Løkken' og den patetisk- romantiske 'Lykke på rejsen'. Stærkest står sangene, hvor Steffen Brandt med lige dele rædsel og godmodig overbærenhed konfronterer fortid og nutid med hinanden. TV-2 er oppe på beatet. Så skidt med om det er gammelt og genbrugt. En succes her og nu kunne måske ligefrem være incitamentet, der omsider får Steffen Brandt til at lave en soloplade uden det snærende suveræne sikkerhedsnet, som er TV-2. Sidespring har der altid været nok af i TV-2's univers. 'Big time og honning' handler om »sidste udkald«. »Skulle man ændre i den store tabel/ før alt går op i ingenting?«. Aldrig uproblematiske disse sidespring, men hvad enten de realiseres, eller det bliver ved fristelsen, som regel tolket som en slags livstegn. Et solosidespring før alt går op i ingenting. Det burde da prøves. »Der er højtflyvende drømme/ der er mindst hundrede/ undskyldninger ned«.