Mens vi herhjemme i årevis har været både blå og gule af misundelse over svensk musiks evige succes, er der næppe mange danskere, der bævende af angst har frygtet den benhårde konkurrence fra Norge. Det er der god grund til. Popstjernen har taget permanent ophold over fjeldet og skinner ned på en scene, der sprudler af legelyst, originalitet og lækkerier. Ligesom i øvrigt også norsk film, der i den grad er i felten med twistede historier, som vil meget mere end at minde os om, at hverdagen og kærligheden alligevel slet ikke er så sikker og tryg her i det fredsommelige Skandinavien. Kugleskøre skæbner i twistede historier, der valser skævt rundt i et mildt sagt besynderligt musikalsk univers, er specialet for Kaizers Orchestra. Sekstetten fra Stavanger, som sidste år brød igennem til en meget begejstret dansk fanskare ved en vellykket koncert på Roskilde Festival og med debutalbummet 'Ompa til du dør?' Nu er opus nummer to fra de helt egensindige nordmænd på gaden med titlen 'Evig pint'. Der spilles - stadig - igennem med enorm pondus og viljestyrke i et udtryk, der slingrer for fuld drøn, men - fortsat - er originalt, skævt og skægt. Problemet er bare, at det, der var helt overrumplende, da man hørte debuten, nu ikke er den store overraskelse. Tom Waits kører rundt med et lille klaver i en sæbekassebil, hvorefter han har hængt en trailer med et flok bindegale musikanter, der slår på alt fra olietønder til alufælge og spiller på klokkespil, pumpeorgler og kontrabas. Det lyder som et begravelsesorkester fra Rusland, der er stået til søs, er blevet søsyge og tillige har drukket sig til en ordentligt kæfert på, hvorpå de har fattet instrumenterne og nu synger på norsk i kor. Sådan må det lyde, når 'Djevelens orkester' spiller op til dans, som en af sangene hedder. Og sandelig om ikke hele balladen ender med en smuk hymne med strygerkvartet og klangrig guitar i 'Drøm hardt'. Sangskriver Janove Ottesen er stadig en mand med sans for dæmoni, lidenskab, hor, druk og død i sine ekspressionistiske og voldsomme tekster. Selv om nordmændene er blevet et mere sammentømret og velspillende enhed, så totaloplevelsen ikke er helt så chokerende anderledes, som første gang man hørte dette herlige ensemble, er Kaizers fortsat en fornøjelig regent i det kaotiske, men varme rige ved navn Cool. Det er måske nok 'Evig pint', men i lige så høj grad evig fint.