Nogle mennesker laver musik udfra æstetiske overvejelser: Lyder det godt? Nogle udfra emotionelle størrelser: Rører det mig? Eller fysiske parametre: Danser jeg? Andre har kulturelle perspektiver inde i billedet: Flytter det noget? Og andre sågar intellekt: Bidrages der til refleksion? San Francisco-duoen Matmos går i stort set alle disse retninger på deres nye, femte album. Vi har at gøre med et par nørder af den mest nuancerede, tænksomme, udfordrende, betydningsbevidste slags. Kæresteparret Drew Daniel og Martin C. Schmidt har vovet sig ud i at krydse britisk middelalder- og folkemusik med 1800-tals americana, sydstatsgospel og country og åh jo, electronica på deres nye eclectronica-album 'The Civil War' - selvfølgelig krydret med deres varemærke, den excentriske samplekilde, her for eksempel kaninpels og blodet i Schmidts halspulsåre ... De er kendt for at sample sære ting - tidligere f.eks. plastikkirurgiske instrumenter og polske toge på rute mod Auschwitz - så det er mere brugen af gamle traditioners instrumenter, der overrumpler på 'The Civil War'. Sækkepiber dominerer de to første numre, og på den anden, meget lystigt folkedansable skæring dukker sågar militærtrommer op fra... er det borgerkrigen i Storbritannien i 1642 eller Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65? Der jongleres med historisk tungt ladet kildemateriale, som trækker sin aura gennem mange numre, men som også modsiges af støjende uvejr, bassede forvrængninger, livsalig knitren, finthakkede filer, for så pludselig helt at forsvinde bag laptop-knas og -bragen og -dunken. Her er lidt stramt rytmisk techno - bare med helt andre klangkilder - tinnitus-drillende højfrekvente flydetoner, flimrende lydmikrober, marchtrommer og drævende melankolsk country og blues spillet af indkaldte musikere på banjo, guitar, klaver. Og lydenes mange referencer i historie og virkelighed forsyner alt med citationstegn, mens billeder vokser frem på den indre skærm. En laptop summer om kap med cikaderne, mens solen går ned i et hav af skarlagensrøde pixels over bomuldsplantagen. Det er en serie soniske gåder, nogle af helt episk format, man kan fortabe sig i. G4-laptops er blevet fyldt med lyde fra flere hundrede år gamle instrumenter og traditioner - nogle sequencerstyrede og subtilt forvredne, som Matthew Herbert gjorde det med swingjazzen på 'Goodbye Swingtime' - andre uberørte og håndspillede. Og man kan sammenligne Matmos' nye digihistoriske orientering med Björks stræben efter at sammensmelte islandske rødder med nutidig teknologi, som duoen netop hjælper hende med på hendes seneste album 'Vespertine' såvel som under hendes koncerter - for eksempel årets Roskilde Festival. Lige som man også kan høre, at de har opdaget melodiens og akkordskiftets musikalske potentiale under påvirkning af islændingen. Og så synes danske Goodiepal også at have inspireret til Matmos' annektering af folkemusik. 'The Civil War' er et uventet, uudgrundeligt, mærkeligt album. Et højtteknologisk radioteater, der opfører stumfilmsklassikeren 'Birth of A Nation', en opdateret og dadaistisk folkloresamling, der betaler gæld til Harry Smiths antologi over amerikansk folkemusik fra 1959, der påviste den enorme diversitet i USA. Og således bliver titlen også et smukt billede på de soniske troppekollisioner, som musikken er så rig på. Hver sang en konfrontation mellem uforsonlige størrelser. Der sluttes ingen endegyldig fred, der anspores kun til mere frydefuld friktion.