Det er et privilegium at være en elsket musiker. Tænk bare på at ud over de alment anerkendte frynsegoder, så kan du, når du beslutter dig for at tage et frikvarter fra dit kändisjob, 100% regne med at få udgivet selv disse udskejelser - hvilket så på sin side til gengæld ikke altid er et privilegium for offentligheden. Heldigvis har i høj grad Jonny Greenwood, guitarist, tangentspiller, knapbetvinger og eksperimentator i Radiohead, talent og overskud nok til at bruge fritiden fornuftigt. Jonny Greenwoods projekt er en stor lytteoplevelse. 'Bodysong' er et tætpakket og instrumentalt soundtrack til instruktøren Simon Pummels samplerfilm, som fortæller historien om menneskelivet via billeder fra hele verden og de sidste 100 års film. Og hvad der måtte være af drama, kompleksitet og variation i filmen matches ubesværet af Greenwood, der kommer rundt i både jazz a la Coltrane og Coleman, partiturmusik i kammerformat, elektronisk mikrorytmik, ulmende symfoniske strygerskyer, ekstrem lag-på-lag-digitalisme, stammepercussion. Her er nul vers-omkvæd og ikke en ærlig guitarsolo i sigte. Så 'Bodysong' bliver i stedet en ekstrem genspejling af den avantgarde og de sammenbrud af konvention, som Radiohead har introduceret i mainstream - som Beatles også gjorde det i de sene 1960'ere. De havde hørt Stockhausen, Radiohead havde hørt Autechre. Og mon ikke også J. Greenwood har lyttet til de amerikanske avantgardister John Cage og Steve Reich. I hvert fald spøger Cages sans for harmoni og disharmoni samt tilfældighedsmusik. Ligesom man også kan finde ekkoer af Reichs arbejde med forløb, der ryger ud og ind af fase med hinanden. Men man genfinder også den radioheadske evne til helt enkelt at knuge lytteren til sig i kraft af en gribende smuk harmonikunst. 'Bodysong' omslutter og blænder, prikker huller i musikopfattelsen og sender på vidt strittende rejser. Ikke ringe på 45 minutter.