Postrock? Er det ikke noget med nogle knægte, der står og kigger ned i deres guitarer og spiller instrumentalrock, fordi de ikke er gode nok til fusionsjazz? Jo, for den overfladiske og fordomsfulde lytter er det da. Men fortvivl ej, for selv hvis du er en sådan, er der nydelse at hente på den danske postrock-kvintet Diefenbachs andet, overraskende album. Ikke at 'Run Trip Fall' savner dybere kvaliteter, for her er masser af detaljer, udforskninger af postrocken og fornemt knyttede helheder. Men over albummet stråler også en melodiøsitet, opfindsomhed, ja, nærmest optimisme, der gør det til en umiddelbart charmerende affære. Her er mindelser om Tortoise, Trans Am, tyske indietronica-grupper og så - som de selv foreslår i pressemeddelelsen - Beach Boys! For Diefenbach har haft gennemtræk i deres kollektiv siden det hæderlige, men også lettere fantasiløse debutalbum 'Diefenbach'. De har søgt, fundet og fremelsket en fordomsfri postrock, som rummer popstrejf, potent rockdynamik, programmeringer, tangenter, techno, blæs og så en del af disse forførende californiske vokalharmonier. Og der opstår på intet tidspunkt rod. Hver ide stråler igennem i den transparente produktion, hver sang er - med et par halvkedelige undtagelser - prægnante lydverdener. Og så kan man danse til flere numre.