I cover-noterne til dette, det tredje studiealbum fra Lovebites i løbet af en karriere på otte år, står der en 'tak' af den mere spøjse slags. Efter den sædvanlige grammyagtige opremsning af Gud, hvermand og deres familie og dennes hund, uden hvem dette aldrig villet have kunnet lade sig gøre, takker Lovebites såmænd sig selv. »Vi vil også, temmelig egoistisk, vil I måske tænke, takke os selv og hinanden for at vise, at intet kan holde et godt band nede!«. Skriver sangerinden Mathilde Lunderskov, Karina FossFenn, guitar, Andy FossFenn, bas og programmering og Niclas Tange, og for kendere af sagaen om Lovebites er det forståelig læsning. Historien, der meget let kunne være blevet en musikalsk tragedie, er i korte træk, at Lovebites i 1997 debuterede med det perlende friske 'Nothing But Joy' og høstede store roser. For stort set med det samme at sige farvel til sangerinden Solveg Sandnes, som gik solo. Kort efter mistede gruppen sit pladeselskab. Et par år senere havde gruppen for egen risiko fået indspillet 'Exploding Star' og udgivet den på selskabet Epitone med stor begejstring på bl.a. MTV til følge. Men ak og ve - tre måneder efter udgivelsen gik Epitone fallit. Lige siden har Lovebites arbejdet i al stilfærdighed med nye sange og ledt efter den pladekontrakt, man fik i fjor med Playground. I mellemtiden har man mistet et par af de bærende kræfter, bl.a. guitaristen Henrik H. Olesen. Men nu foreligger imod alle odds så endelig resultatet, der blot bærer gruppens navn, måske for at signalisere, at vi er tilbage ved starten. Sandt nok. For Lovebites har trods den lange og vanskelige proces holdt fast i udgangspunktet i en letbenet, sfærisk pop med påmindelser om Cardigans, Garbage, norske Briskeby og såmænd vore egne Swan Lee. Men Lovebites er alligevel helt sig selv. Trods det til tider spinkle udtryk, der forstærkes af Mathilde Lunderskovs sødmefulde vokal, er der en stejl, stolt og stædig sensualitet over Lovebites anno 2004. Det er enkelt, men ikke forenklet. Det er et valg, men ikke et fravalg. Det er sommerlig musik, men ikke uden alderens dybe stik af vemod i hybenduften. Sangene folder sig ud som friske sugemærker over halspulsåren, der har vækket og genoplivet en gammel sengepartner, som for længst er ude over den alder, hvor man uddelte sådanne kærlighedsbid. 'Occupied', 'You And The Moon', den florlette, men swingende 'So Sweet' og den afsluttende suite 'So Long' er fine melodier, der bliver hængende i luften som et slør af løfter om noget godt. Som en forsoning efter lang krise med partneren. Der er noget varmt, noget, der er værd at holde fast i, noget, man bliver forelsket og i godt humør af, i Lovebites blide bid. Det minder ikke så lidt om gammel kærlighed.