De har hovedkvarter i en baggård på Vesterbrogade, men der er ikke meget definérbart dansk over musikken fra Blue Foundation. Lyden ligner en ambitiøs, kunstnerisk fremstilling af moderne urbanitet, og musikkens stemninger er ikke bundet til København. De kan lige så godt have bopæl i for eksempel Tokyo og London for nu at nævne nogle af de konkrete nationaliteter, Blue Foundation indeholder. Tatsuki Oshima (scratch) er fra Japan og MC Jabber (tekst, spoken word) er vokset op i England. Kirstine Stubbe Teglbjærg (tekst, sang), Bo Rande (blæsere, keyboards) og Tobias Wilner (programmering, beats, synthesizer, guitar m.m.) udgør den resterende, danske del af en gruppe, der ved, hvad den kan. Og også hvad den vil bruge det til. Det siges egentlig tydeligt af Blue Foundation selv allerede i den højtideligt varslende indgangsbøn til albumnyheden 'Sweep Of Days': »A ceremony of souls, a symphony of sounds and forms, a cacophony - I'll keep that energy«. Sådan viser 'Sweep Of Days' sig at være. Som en sjælenes ceremoni, en lydenes og formernes symfoni og en temperamentsfuld kakofoni bundet sammen af en fælles, kreativ energi. Blue Foundation arbejder i en slipstrøm af 90'er-typiske udtryk fra trip hop til trance. Men Blue Foundation føjer rolige popharmonier og romantisk stræbende symfonier til de elektroniske udtryksmåder. Det er med til at give gruppen integritet, ligesom det er med til at give musikken en klang af tidløs, menneskelig sensitivitet tværs igennem de klikkende, flaprende, skrabende, støvede aftryk af støjende mønstret by-lyd. Man kan irriteres over, at Kirstine Stubbe Teglbjærgs beskedne lillepigehvisken ondulerer de engelske gloser, så man kommer til at tænke på Björgs lige så kantede sangengelsk og meget større stemme. Mens MC Jabber har vokalrollen i de rytmisk mere brutale numre på 'Sweep Of Days', er partiet som den hengivne, elskende og længselsfulde Kirstine Stubbe Teglbjærgs hele vejen igennem. Det er ikke kønsroller, Blue Foundation sætter spørgsmålstegn ved. Til gengæld er kompositioner og arrangementer overraskende og også indholdsrige. 'As I Moved On' er som en lokkende sirenesang på bybaggrund. 'Yellow Man' er japansk hip hop. 'Save This Town' er tæt på at være klar pop med Christianias overlevelseskamp som tema, og 'Sweep' er en næsten 11 minutter lang rejse fra klassisk instrumentalintro til spoken word performance og retur igen. Det er ikke kun byens stakåndede puls, Blue Foundation giver lyd. Det er lige så meget sansningerne under den, som får form og følelse på 'Sweep Of The Days'.