0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad rock dog kan være og bære

Det, der engang var en Sonic Youth-inspireret, om end altid dybt personlig alt.rock, er nu blevet en sørgmodigt svungen og smukt sofistikeret udforskning af, hvad rock overhovedet kan være og bære.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

- PR-foto

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det starter med staccato clavinet og elegant sortladne strygere og lyder som John Barry. Men så kommer Kazu Makinos idiosynkratisk tynde, krukket ængstelige stemme ind og gør åbningsnummeret 'Elephant Woman' til noget helt, helt andet. Mød en helt særlig newyorkertrio: de enæggede tvillinger Amadeo og Simone Pace på sang og guitarer, henholdsvis trommer og percussion, født i Milano, og sangerinden m.m. Kazu Makino, født i Kyoto. Pænt goddag til Blonde Redhead. Og bedre sent end aldrig. Trioen har nemlig udsendt en række fremragende, stadig mindre støjende album fra og med midt-1990'erne, med deres nye, sjette 'Misery Is A Butterfly' som det mest lavmælte.

Det, der engang var en Sonic Youth-inspireret, om end altid dybt personlig alt.rock, er nu blevet en sørgmodigt svungen og smukt sofistikeret udforskning af, hvad rock overhovedet kan være og bære. Der er noget på én gang symfonisk storladent og porcelænsskrøbeligt over trioens nye afart af mangel på ortodoksi - til tider er det kammermusik tilsat rocktrio på svagstrøm, til tider klagesange draperet i en overflod af deprime kattetarme eller trukket ned i elektronisk slyngede understrømme. Og så er der Kazus meget lyse og Amadeos kun lidt mørkere, smukt kropsløse stemmer, der rejser sig som slanke skulpturer gennem de intrikate instrumentlag. Det er bragende unikt og grufuldt gribende.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu