Det starter med staccato clavinet og elegant sortladne strygere og lyder som John Barry. Men så kommer Kazu Makinos idiosynkratisk tynde, krukket ængstelige stemme ind og gør åbningsnummeret 'Elephant Woman' til noget helt, helt andet. Mød en helt særlig newyorkertrio: de enæggede tvillinger Amadeo og Simone Pace på sang og guitarer, henholdsvis trommer og percussion, født i Milano, og sangerinden m.m. Kazu Makino, født i Kyoto. Pænt goddag til Blonde Redhead. Og bedre sent end aldrig. Trioen har nemlig udsendt en række fremragende, stadig mindre støjende album fra og med midt-1990'erne, med deres nye, sjette 'Misery Is A Butterfly' som det mest lavmælte. Det, der engang var en Sonic Youth-inspireret, om end altid dybt personlig alt.rock, er nu blevet en sørgmodigt svungen og smukt sofistikeret udforskning af, hvad rock overhovedet kan være og bære. Der er noget på én gang symfonisk storladent og porcelænsskrøbeligt over trioens nye afart af mangel på ortodoksi - til tider er det kammermusik tilsat rocktrio på svagstrøm, til tider klagesange draperet i en overflod af deprime kattetarme eller trukket ned i elektronisk slyngede understrømme. Og så er der Kazus meget lyse og Amadeos kun lidt mørkere, smukt kropsløse stemmer, der rejser sig som slanke skulpturer gennem de intrikate instrumentlag. Det er bragende unikt og grufuldt gribende.
Hvad rock dog kan være og bære
Lyt til artiklen
