Man har faktisk opgivet at få bare nogenlunde popmusik fra den første og suverænt bedste vinder af den fallerede amatørkonkurrence, 'Stjerne for en aften', James Sampson. Den herboende amerikaner har godt nok stemme, karisma og charme til at synge hvem som helst under gulvbrædderne, men han aner tilsyneladende ikke, hvad han skal bruge det til. På sit tredje album trasker han ubekymret videre i en ligegyldig, pæn og glanspoleret lykkerus for småborgerlighedens mest kedsommelige dyder. Sødsuppe, gennemstegt steg, melboller og soul uden power, er menuen til den familiefest, James Sampson lokker os inden for til. Gosh, hvor er det kedeligt. Og synd for manden, der ville kunne levere det ultimative soulalbum, hvis han og omgivelserne holdt op med at tænke med en leflende lommeregner. Den store, gloriøse popmusik kan ikke kalkuleres frem.