Hvad skal vi egentlig stille op med The Hives? Altså, tidens efterhånden lidt lunkne 1970'er-rockrevival har forsynet os med så mange udmærkede guitarbands, at den mest karakteristiske lydsignatur ved denne svenske kvintet her på deres andet album er den karakteristiske knirken af et femte hjul. Jeg mener, de er jo slet ikke lige så sjove som The White Stripes. De er overhovedet ikke lige så gode sangskrivere som Franz Ferdinand. De er ikke lige så cool som The Strokes, selv om de utvivlsomt gerne ville være det. Og de er ikke langhårede nok til at kunne stige på den skandinaviske garagerockbølge. Hvad er de så? Jamen, 'Tyrannosaurus Hives', som pladen gudhjælpemig hedder, demonstrerer et toptjekket band med fod på deres rock'n'roll-virkemidler. Og som i pladens 12 ultrakorte numre indimellem rammer et solidt drive af lige dele overmod og hidsigt tampende guitarer. Hvis gruppen så kunne skrive bare én mindeværdig sang, eller hvis Howlin' Pelle Almquist ikke var hele rock-revivalbølgens mindst interessante sanger, havde det måske oven i købet betydet noget. Det gør det ikke. The Hives er en stiløvelse. Uden stil.