Der var engang, da en ny plade med The Roots var garanti for en rigtig gang Fajabefa-hiphop: Ikke nok med at rødderne nidkært insisterede på at indspille deres musik på go'e gamle bas, trommer og keyboard. De betragtede det tydeligvis også som et autenticitetsstempel, som en særlig 'rigtig' og 'oprindelig' måde at gøre tingene på - en prætention, der harmonerede skidt med hiphops rygrad og evige kilde til begejstring: sampleglæden, evnen til at sætte allerede indspillet lyd ind i helt nye og uventet frugtbare sammenhænge. Heldigvis var det også, til og med 'Things Fall Apart' fra 1999, temmelig dødssygt at følge The Roots' uendelige groove slynge sig derudad, rundt om sig selv og op i sin egen røv. Men i 2002 skete der noget: Med 'Phrenology' åbnede gruppen - ligesom deres kløgtige genrekolleger The Neptunes, Erykah Badu, Common og André3000, i øvrigt - ørerne mod verden, mod elektronisk musik, mod avantgarde, mod rock. Flirten med sidstnævnte genre gav dem endda et vaskeægte mosterhit: 'The Seed (2.0)', en nyindspilning af den excentriske og lumre soulcrooner Cody ChesnuTTs undergrundshit. Og The Roots fortsætter i den rigtige retning. 'The Tipping Point' er mindst lige så udadvendt, afvekslende og medrivende som 'Phrenology'. Igen viser gruppen sig villig til at stole på udefra produceret musik - som Scott Storchs suveræne førstesingle 'Don't Say Nuthin'', der lader det risle koldt ned ad ryggen med ældgamle electro-synthesizertriller og endnu ældre uhygge. Aldrig før er gruppens rapper, Black Thought, hørt så tændt - han sparker som en hest og flyver som en dræberbi, når han fortæller os, hvem der bestemmer: »It ain't nuthin' like the rush I get in front of the band/ On stage with the planet in the palm of my hand/ When a brother transform from anynomous man/ To the force that'll crush whoever thought I was playin'«. Det ser måske ikke ud af så tæskende meget på skrift, men hør ham, venner. Hør ham. Og når I er i gang, så hør også 'I Don't Care', hvor det ligesom på 'The Seed (2.0)' er et catchy poprockomkvæd og -beat, der styrer løjerne. Og 'Stay Cool', gode gud: en stramt styret gang maksimalisme, hvor versene kildes af gongong og mellemøstligt klingende tangenter, før omkvædet glider over i Curtis Mayfield-falsetsang og knastørt jazztrompetkrymmel. 'Boom!' lyder som genfærdet af et gammelt Fatboy Slim-nummer, 'Star' er gammeldaws Roots-funk - men med langt mere raffineret tekstur - og 'Web' er knaldhård, næsten houset minimalisme under Black Thoughts ærgerrige ord-tour de force. At et nummer som 'Why (What's Going On?)' ville være mere troværdigt som tale på Enhedslistens årsmøde, end det er som rapnummer, skal ikke ligge resten af pladen til last. 'The Tipping Point' rummer samme nysgerrighed og legesyge som 'Phrenology'. Og den er mindst lige så god. Fordi The Roots er sluppet ud af groovets fristende fangarme og nu for alvor bruger deres veludviklede musikalitet på - at lave musik.