Hver uge synes at rumme sin nye, om end tilbageskuende, rocksensation, i disse tider. Men det er sjældent at høre et så homogent, sammenhængende og gennemført rockalbum som 'Antics', det andet udspil fra New York-kvartetten Interpol. Så sjældent, faktisk, at vi vel nærmest skal tilbage til de tidligere firsere, hvorfra Interpol henter sin inspiration i det fortættede mørkeland omkring Joy Division, Sisters Of Mercy og The Cure. Allerede på debuten, 'Turn On The Bright Lights' fra 2002, var Interpol i gang med de arkæologiske udgravninger i den rugende, indadvendte, guitardrevne rockscene i England med guitarist Daniel Kesslers ringlende spil som ledetråd i mørket. Denne gang begynder ruinerne at tage form som et klart oplyst slot, befolket af mørkemænd med vemod i vinglassene, men dog med ønske om at finde en form for glæde i kærligheden, hvor eskapistisk den end måtte være. Som Paul Banks synger i det fremragende, fremadstræbende 'Evil': »It took a life span with no cellmate/ The long way back/ Sandy, why can't we look the other way?«. Det bliver rigtigt spændende at følge den vej, som Interpol allerede har taget fat på med dette ekstremt velproducerede album, der giver god plads til at vise, hvor sammenspillet tæt bandets rock med høj puls og sin helt egen klangbund er blevet. Foreløbig har vi dog fået et fremragende rockalbum af den slags, man bare har lyst til at høre igen og igen. For at opleve, hvordan sange som 'Evil', 'Slow Hands', 'Length Of Love' og 'A Time To Be So Small' vil vokse sig til klassikere.