Klædelig konservatisme. Intet nyt under solen. Fyndige formalister. Man kan betragte New Order som banebrydende pionérer eller noget nær det mest stillestående band i rockhistorien. Og sådan set have ret i begge dele. Inden for sin statiske form har Manchester-gruppen i et kvart århundrede vist sig ekstremt dynamiske i de musikalske accenters små forskydninger. Som en abstrakt maler, der med forkærlighed for udvalgte farver varierer sit udtryk inden for et selvdefinerede felt. Om der går to eller fem år mellem to New Order-plader er underordnet. De er ubetinget en del af samme oeuvre. Skabt uden skelen til de mellemliggende års modeluner, men selv diskret med til at modulere den musikalske dagsorden. Bernard Sumners lyse, lade, lidenskabsløse vokal og disse bløde hypnotiske guitarrundgange. Peter Hooks dybtslentrende, diktatoriske bas. Keyboardfladerne, der understreger musikkens særlige temperatur midt mellem fysisk lune og intellektuel kølighed. En påfaldende afstandtagen til det blottede og blødende i New Orders forgænger Joy Division indtil Ian Curtis' selvmord. Men der er trods alt en forskel denne gang. Guitaristen Phil Cunningham har erstattet keyboardspilleren Gillian Gilbert. Der har næppe nogensinde været så meget guitar på et New Order-album som på 'Waiting For The Siren's Call'. At 'Hey Now What You Doing' finder sit klimaks i decideret luftguitarfremmende aktiviteter, er noget nyt i denne sammenhæng. Måske også noget nyt tilbageskuende i New Orders væsen? Glider 'Who's Joe' og titelnummeret ind som klassiske bud på iørefaldende New Order-pop, er den tiltænkte kulmination 'Working Overtime' ude på et guitarrocket overdrev. De mange producere er ikke en tilfældighed. New Order lyder som New Order, men peger i flere retninger end normalt. 'Waiting For The Siren's Call' - selvfølgelig med gennemført æstetisk appel i Peter Savilles cd-design - er et smittende menneskeligt udspil fra New Order. Det slingrer lidt, men det klæ'r dem. Lidt mere radiopoppet og lidt mere guitarrocket end normalt, lidt mindre cool stilistisk og en hel del mindre automatisk end sidst. Bare synd, de ikke kaldte albummet 'Krafty'. Nummeret er et hit og rammer hovedet på sømmet: dreven i kunsthåndværket. Dét er New Order, uanset hvor mange gange de genopfinder den samme dybe tallerken.