SÅ FÅR MAN pludselig voldsomt, sundt gennemtræk i hovedet igen af anarkistisk og akrobatisk punkrock spillet af en flok svenskere, der hedder Bergman Rock, men plejede at kalde sig bob hund. Dengang var sangen på svensk. Og både de højtidelige, dybe svenskervokaler og alle de underlige ö- og ä-lyde fra den anden side af Øresund klædte altså musikken bedre, end det fladere engelske sprog gør. Når man har brokket sig over tungemålet, er Bergman Rock dog stadig værd at høre. På coveret til minialbummet med den sigende syrede titel 'Bonjour Baberiba Pt.II' er der både en høne og et æg. Og med Bergman Rock (og for den sags skyld bob hund) er det heldigvis ikke så vigtigt, hvem der kom først. Det er helhederne, der tæller, når musikerne spiller abrupte trommer og hvinende guitarer i samme skønne fart, som Ramones, Creeps og Pixies gjorde det. Det er også en oplevelse, når tempoet bliver drøjt, og både fløjter og akustiske guitarer hjælper med at lave langsom kodriver-punk. Bergman Rock har hverken hoved eller hale. Men alt det ind imellem er oplivende. Som sangeren Öbergs notorisk supersensible stemme selv synger: »It's not a sin if you don't fit in«.