Denne anmeldelse kommer en postgang for sent. Kanye Wests store mesterværk udkom for halvandet år siden under titlen 'The College Dropout'. Men indimellem kommer der også guld og grønne skove med B-posten, og selv om Wests nye album, 'Late Registration', ikke er nær så vidunderligt storslået som sin forgænger, så ender det næsten uden tvivl som årets bedste hiphop-plade alligevel. Kanye West er sådan cirka det bedste, der sker i amerikansk popmusik lige nu. Han er en ordentligt opdraget 28-årig mand fra Chicago, der er i den sjældne position, at både hans styrker og hans svagheder arbejder effektivt for ham. Han er en af de få nutidige rapproducere, der kan kalde sig gudbenådet (og det gør han!), uden det egentlig lyder spor forkert. Hans øre for sikkert hitglimtende, men varmt besjælede og ofte grandiøse hiphop-kompositioner er uden sidestykke i dag. Men samtidig taler det faktisk også til hans fordel, at han langtfra er nogen virtuos eller særligt gadefarlig rapper. Han river hverken sit publikum rundt i ambitiøse ordspind eller distanceblændende attitudeporno - hvilket betyder, at det rent faktisk er til at forstå og identificere sig med, hvad manden siger. For han er lige så snusfornuftig, som hans musik kan være svulstig. Kanye Westslog sit navn fast som husproducer for megastjernerapperen Jay-Z i det gryende årtis New York. Men efter at have forsynet sin protegé med det ene infernohit efter det andet ('Takeover', 'Izzo (H.O.V.A.)', '03 Bonnie & Clyde') udgav West altså sidste år 'The College Dropout'. Her var højt til loftet, bredt vingefang, store ambitioner og ingen som helst smalle steder i Bredgade. Jesus blev hyldet med dunkende fængselskor og højtidelige marchtrommer, slaveskibene blev forbandet, og tungt duvende hashhymner, velment kulturkritik og personlig lidelseshistorie tårnede sig op side om side. En rodet og kompleks hiphop-klassiker. Kanye West var pludselig ikke blot en superb producer. Han var manden i midten af amerikansk rap. Nu følger han op på braget med et album, der nok indimellem er svulstigt, men kun i glimt egentligt vovet eller decideret originalt. Okay, 'Crack Music' med den californiske neo-gangster The Game som hæs gæstekrage cirkler sig langsomt og fascinerende fra tørt trommebeat til orkestralt crescendo, mens West og medproduceren Jon Brion andre steder nøjes med at proppe orkesterstaffage på i flommefede lag. Det fylder, men mætter ikke, når de følger den strategi. Når Kanye West til gengæld gearer ned og koncentrerer sig om de nære ting, både vokalt og musikalsk, er han stadig en åbenbaring i en 50 Cent-tid. Gang på gang lykkes det ham at transformere kvikke rytmespor, patinerede soulsamples og dragende omkvæd til grundelskelig, moderne pop. I 'Roses' besøger Kanye, hvad han frygter er hans bedstemors dødsleje på hospitalet, og selv om det lyder ufatteligt corny, så ender det faktisk med en bevægende, direkte hymne om liv og død. 'Hey Mama'fungerer også - med naivistisk la-la-sample, øvelokaletrommer og håndklap - fantastisk som sentimentalt velment hyldest fra Kanye til den kvinde, der opfostrede ham som alenemor. 'Heard 'Em Say' er et djærvt skæbnekvad drevet af bedårende pianostumper og Adam Levine fra dødssyge Maroon5, der som en glædelig overraskelse piber fint og følsomt med på omkvædet. Og på 'My Way Home' lader Kanye West rapperen Common raffineret jamme over dyster, samplet klagen fra 1970'er-soulprædikanten Gil Scott-Heron. At singlerne 'Diamonds From Sierra Leone' og 'Gold Digger' falder på henholdsvis fad velmenthed og tematisk dovenskab (kvindelige guldgravere er dumme, øv-bøv), anfægter ikke, at Kanye West fortsat er et fænomen. Hans raffineret musikalske popøre og no-nonsense-sprog har gjort ham i stand til at storme ud fra hiphop og sætte sig på midten af popsporet. Her bliver han - pladens ujævnheder og moderate nysgerrighed til trods - sofistikeret siddende med 'Late Registration'.