Det tyske fænomen Rammstein har for længst placeret sig som et af den moderne rocks bedste og vægtigste pejlemærker. Med et næsten wagnersk schwung og en melodisk træfsikker melodiopfattelse under det tonstunge bulder, er Rammstein et flammende flagskib for en stadig mere fragmenteret og splittet flåde på rockens altid urolige verdenshav. Et musikalsk topkvalificeret sammenrend fra det gamle Østberlin, som dels har fattet, at hvis rockmusik skal overleve som koncertform, skal der andet til end nogle langhårede ungersvende med guitarer foran et passivt publikum og dels, at tidens ideologiske og politiske sammenbrud let kan oversættes til ungdommeligt melankoli. Men at melankoli og tristesse i den grad kan sparke røv, det er Rammstein vist nogenlunde de eneste, der har fået fat i. Midlet er ikke mindst tyskernes insisteren på, at komik og humor stadig er særdeles gangbare ingredienser i god rockmusik. Siden starten- albummet 'Herzeleid' fra 1995 - er Rammstein vokset kolossalt gennem fire album, kulminerende med det formidable 'Reise Reise' fra 2003. Samtidig har gruppen fået et massivt internationalt gennembrud takket være sine spektakulære liveshows, der netop snarere er teatralske shows med brug af alskens teknologi, berlinske kabarettraditioner og rockvideoens visuelle effekter end traditionelle koncerter. Den eneste frygt, man på forhånd kunne have, var, at der på et eller andet tidspunkt vil gå få meget formel og for lidt fri kreativitet i Rammstein. En bange anelse, der dog skydes magtfuldt ned af det første nummer på det femte album 'Rosenrot', en hyldestsang til 'Benzin', der blæser driftsikkert af sted som en funklende ny Mercedes på den tyske Autobahn. Næste nummer 'Mann gegen Mann' fastholder tempoet og tyngden, ligesom det fine titelnummer. Men så begynder rutinen at snige sig ind, og for mange af sangene lyder som en svag afglans af noget, vi har hørt i mere potente versioner tidligere. Der er undtagelser som den klassiske indledning på det velfungerende nummer 'Wo bist du' og duetten med Sharleen Spiteri fra gruppen Texas, 'Stirb nicht vor mir', der anslår nye og mere poppede toner for Rammstein. En ikke uproblematisk satsning, som dog virker alt for afpudset og søvndyssende på kanten af en ikke engang karikeret musical. Den mexicanske galning, 'Te quiero puta!' er dog albummets mest velfungerende forsøg på forandring. Mariachi med smældende guitar og en tysk-spansk kærlighedserklæring til en luder. En holdbar joke, beslægtet med danske Powersolos hit 'Juanito', som dog ikke kan redde de røde roser fra benzinbålet. Resultatet er med andre ord et Rammstein på let nedsat kraft. Men selv på det niveau er germanerne langt mere magtfulde end stort set alle andre.