Sebastian var vist den første, der fik sine sange lagt ned i sådan en kasse. Siden fulgte blandt andre Big Fat Snake, Shu-bi-dua, Sort Sol og C.V. Jørgensen (sidstnævnte bare i en lillebitte box, forstås) samt Gasolin, der i sagens natur solgte i stakkevis sidste jul. Nu er turen så endelig kommet til orkestret, der har stået på scenerne meget længere end alle de nævnte. Gnags. Eller Those Gnags, som de hed i starten, før en lærer i oldtidskundskab på det vestjyske gymnasium, jeg i sin sid har delt med bandets stiftere, fandt ud af, at ordet så vidt vides kun, har én betydning. På en landlig dialekt et sted i Skotland betyder ordet vist nok de udtørrede lorte, der sætter sig fast i pelsen bag på et får. Havde de været klar over sammenhængen med fårene, havde det næppe generet de unge knægte fra Skjern. For at Gnags er nogle bonderøve med viljen til det stenhårde arbejde i det berømmede, lange seje træk, har holdet aldrig lagt skjul på. Med status som bonderøv hører også bondesnuhed og evnen til at klare sig med de forhåndenværende midler, tilsat lidt - måske røg-inspireret - fantasi. Begge dele er en del af varemærket Gnags. Drengene debuteredei 1966 i vinduet i morfar Jacobsens boghandel i Bredgade og resten er egentlig historie. Måske nok en lidt glemt historie i dag, hvor Peter A.G. med god fornuft kunne ændre sit legendariske opråb: »Er I der? Kan I høre noget, overhovedet?«, til: »Kan I huske noget, overhovedet?«. For ledsaget af et nogle gange mere hånligt end venligt smil, har mr. Swing King og alle de dansende blå linealer stille og roligt skrevet sig ind i den store glemmebog over alt det, der engang var guldalder. Men nu er slet og ret alder. Logisk nok, selvfølgelig, at en gruppe, der om nogen både i sin egen organisation, i sangene og selve det musikalske udtryk, har lovprist og dyrket fællesskabet, går bag om dansen, når solidariteten går fløjten og individualismen og egoismen sejrer. Ikke desto mindre er det uden tvivl en udvikling, som bandets poetiske stridsmand, Peter A.G. Nielsen, har svært ved at acceptere. Og da slet ikke uden sværdslag med pennen i hånden. Man kan ligefrem fornemme trodsigheden i den nyskrevne, hårdtpumpede techno-rap om bandets historie og sjæl, der er blevet titelnummeret til dette boxsæt, 'Siden 66': »Siden 66/ det er så lang tid siden, at man næsten får stress/ men cool down, sagde de/ slap af/ carpe diem/ pluk din dag«. Historien og budskabet fra Gnags, serveret om ikke i en nøddeskal, så i hvert fald i få linjer, med en næsten hidsig A.G's vokal. Det ligger ikke til denne trodsige kærlighedsprædikant at »hænge gevaldigt med næbbet«, som han engang sang om sit fædreland. For Gnags har det altid handlet om at finde mulighederne bag begrænsningerne. Og i gruppens første, mange år, var det helt i samklang med tiden og ungdomskulturen, derude på venstrefløjen. For den tilhørte Gnags med det kollektivt ejede studie og pladeselskab i Haraldsgade i Viby J, hvor gruppen grundlagde den hang til at klare sig selv på trods og tværs af de multinationale pladeselskaber, som nutidens unge musikanter har måttet tage til sig. Men selv på venstrefløjen følte Gnags, der foretrak poesi frem for paroler, sig sat uden for det gode selskab. Hvilket måske er det sted, hvor de genstridige jyder trives bedst. Og i øvrigt besynger fællesskabets glæder endnu voldsommere, som Peter A.G. pointerer i boxsættets noter. Mod slutningen af årtiet fik Gnags markeret sig som landets måske bedste liveband men samtidig med, at sangene blev mere konkrete og trilogien 'Er du hjemme i aften', 'Burhøns' og 'Intercity' blev en rock-trilogi af høj klasse på kanten af et nyt årti. Og den egentlige storhedstid, hvor bønderne fra Vestjylland tog forskud på globalisering en snes år for tidligt ved at introducere endnu et senere så feteret begreb som »omstillingsvillighed« på arbejdsmarkedet, som medarbejderne i andelsselskabet Gnags selvfølgelig også var en del af. Gnags importerede og implanterede reggae, salsa og afrikansk musik i den hjemmestrikkede rockmusik. Politisk korrekt, men også som et helt egoistisk pep til et orkester, der alt andet lige swingede som få andre nordboere. En ny trilogi af styrke blev 'Safari', det absolutte mesterværk 'X', som bør findes på enhver toptiliste over væsentlige danske rockplader og 'Den blå hund'. Og nu var Gnags også begyndt at sælge i store oplag, hvad senere hits som 'Sensommer på strøget', 'Danmark', 'Den dejligste morgen', 'Lav sol over Århus' og 'Når jeg bliver gammel' demonstrerede. Selv om der også siden har været gode sange og ikke mindst gode hensigter, er det svært at slippe ud af glemmebogen. De tre nye sange her er nænsomme og fine, men føjer ikke meget til det opdyrkede terræn. Måske skal Gnags bare tilbage fra kræmmermarkeder og festivaler for at arbejde sig ind på orkestrets sande rødder ude på de mindre spillesteder? Man kan - og vil helt sikkert - indvende, at et boxsæt med 80 sange er en overdosis Gnags. Men selv om der måske er taget for mange spadestik med her, dokumenterer sættet en dansk musikhistorie af de helt ukuelige. Med et ekstremt velspillende orkester gennem 40 år, hvor stilstanden er sjælden