Det nye år har ikke mange dage på bagen, men allerede nu tør jeg godt lægge hovedet på blokken og hævde, at for mit vedkommende kommer 2006 ikke til at byde på mange popplader med så personlig en klang og tiltrækningskraft som 'Love and Youth'. Efter to plader som forsanger i det fine svenske indierockband First Floor Power solodebuterer den 30-årige Jenny Wilson med et udspil, der kan få det til at svimle for sjæl og ører. Wilson har en fortid som ung enspænder i provinsen og P.J. Harvey-tilbeder. Det andet har kun overlevet som en selvstændighedens stejle attitude. Det første kan man til gengæld høre. Sangene handler om barndom, ungdom og knubs på sjælen, men sat i scene som vakse minimalistiske popsange med smæld i appellen og summende af solskinssyntetiske sommerinsekter. På omslaget præsenterer denne alternative miss Blekinge sig dramatisk med næseblod og øjenvipper så sorte og tykke som tarantelben. Musikken har en klar dramatisk vinkel understreget af Wilsons særegne, småskarpe stemme, men er først og fremmest støbt i svirrende og iørefaldende arrangementer. 'Crazy Summer', 'Summertime the Roughest Time' og 'Bitter? 'No I Just Love to Complain' er ikke blot fortællende, personlige sange, men alternativ pop med en blanding af skingert vemod og funky fingerknips. Der var engang, hvor ordet popmusik var et udfordrende multifacetteret begreb i svensk musik. Helt sådan er det ikke længere, men Jenny Wilsons debut giver i så henseende både mindelser om fortiden og løfter for fremtiden.