Siden han debuterede i 1993 med hittet 'Like A King' og to år senere udsendte albummet 'Welcome to the Cruel World', har Ben Harper opbygget et solidt publikum - især i USA. Med sit jordnære udtryk, sit politiske engagement og sin instrumentale dygtighed har den sympatiske Harper skabt sin egen niche, hvor et traditionalistisk temperament med utraditionel uforudsigelighed har vekslet frit mellem blues, rock og pop. Hvorfor er Ben Harper så ikke superstar? Fordi han altid gør det rigtige med en alvorlig mine, og det kan jo, hånden på hjertet, godt gå hen og blive anledning til at skjule en høflig gaben. Efter det uvant poppede 'Diamonds On The Inside' og det prisbelønnede traditionalistiske samarbejde med veteranerne Blind Boys of Alabama er Ben Harper nu med 'Both Sides of the Gun' tilbage i blandingsgryden. Men 'Both Sides of the Gun' markerer alligevel en slags vendepunkt for Harper. 'Both Sides of the Gun' er et frivilligt dobbeltalbum. Med en spilletid på godt en time kunne musikken nemlig godt have været på én cd, men eftersom musikken falder i to klart afgrænsede temperamenter, har Harper besluttet at holde tingene adskilt. Det var en klog beslutning. Ikke blot giver det klarhed, men det er også, som om sangene hver især fremstår med en mere egen krop. Især på den 'bløde' cd er det, som om adskillelsen af skæg og snot har givet Harpers sange de afgørende ekstra promiller. 'Waiting For You', 'Never Leave Lonely Alone', 'Reason To Mourn' og 'More Than Sorry' er enkle og smukke sange, der bliver virkelig gribende til et indfølt akustisk akkompagnement og en Ben Harper, der kan kunsten at få stolthed til at lyde ydmyg og vice versa. Den lyse side af Ben Harpers cd-pistol er et klassikertiltag, der på sin egen blide, foroverlænede måde kan bide skeer med Tracy Chapmans største øjeblikke. Lidt mindre begejstret er jeg for den mørke side. Her giver samfundskritikeren Harper los for vrede og nervøsitet. 'Black Rain' om oversvømmelsen i New Orleans og antikrigssangen 'Gather 'Round The Stone' bliver som så mange andre konkrete protestsange indkapslet af det firkantede og uskadeliggjort af deres emne. Men generelt nyder også de mere bistre sange godt af adskillelsen. Bluesrocken syder mere snedigt end bralrende. Selvransagelsens blues i en forvirret tid præger heldigvis de fleste af sangene, hvor Harper med afvæbnende ærlighed og filosofisk præcision synger om den enkeltes dilemma midt i en globaliseringsgalop. Om at føle sig som et »one dimensional fool / in a three dimensional world«. 'Please Don't Talk About Murder While I'm Eating' er en blues, der er lige så sej og interessant som sin titel. I det hele taget finder Harper en balance mellem hjertets brændende passioner og den kolde røvs selvindsigt, der er særdeles frugtbar og vidtrækkende. Når Ben Harper synger 'We've all got stardust in our bones' er det ikke bare en flot linje og en smart bemærkning. Det er en videnskabelig kendsgerning med vidtrækkende poetiske, filosofiske og måske ligefrem religiøse konsekvenser. Ben Harper har altid trukket på et stort register. Det er, som om han denne gang har fundet opskriften, der får hele registret til at spille samme melodi. Selv om han altså har delt den i to. Eller måske netop derfor.