At dømme efter singlen 'Is It Any Wonder?', som vi har kunnet nyde i nogle uger, er der god grund til at nære større håb end frygt til det andet album fra den britiske succestrio Keane. Det unge band debuterede i 2004 med 'Hopes and Fears', som er solgt i over 5 millioner eksemplarer og kanoniserede Keane til et af de allerstørste navne i England. Med den lidt usædvanlige besætning bas, keyboards og trommer satte Keane fra det landlige Sussex sig igennem i kraft af mindeværdige melodier med romantiske, let naive tekster, eminent fortolket af Tom Chaplin med den magtfulde stemme. Tilsyneladende er Keane kommet lidt længere end til den blåøjede romantik. Singlen tager sig ud som en oplagt slagsang for en ny generations gryende bevidsthed og protester mod de politiske magtmænd i den vestlige verden. Men desværre er der ikke noget, der kan matche den på 'Under the Iron Sea'. Tværtimod vader Keane i fodformede sko videre ad den sti gennem den økologiske havremark, bands som Coldplay og Travis har banet. Med voksne, pompøse og kedelige sange som eksempelvis 'Atlantic'. Under foregivende af at præsentere den nye og mørkere side af Keane vokser de numre som spærreballoner i halsen. Og man irriteres over monotonien i Keanes måde at skære alle sangene på - pænt trippende trommer, klaveret og et omkvæd, der i ni ud af ti tilfælde lader tonerne stige, så melodien fiser til himmels uden rigtig at bide sig fast. Der er undtagelser i form af rigtige, enkle og vedholdende ballader som 'Try Again' (med en dirrende intens vokal fra en næsten bønfaldende Tom Chaplin fra et sted, der minder om parforholdets endelige skibbrud) og 'Hamburg Song' og den poppede 'Crystal Ball'. Fans af 'Hopes and Fears' vil holde af 'Under the Iron Sea', der i høj grad fortsætter linjen med den komprimerede energi, den let postulerede melankoli og de opstemte omkvæd. Sange som 'Leaving So Soon' og 'Nothing in the Way' indeholder alle Keanes kendte kvaliteter, og kan man stille sig tilfreds med det, vil man elske at følge med her i grænselandet mellem U2 og Coldplay. De, der havde ventet noget andet og mere af trioen, må vente videre. Keane er fortsat mere snarere en clean formel end en vildtvoksende rockgruppe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
»Jeg får at vide, at jeg kan dø på operationsbordet«: Henrik Qvortrup angrebet af kødædende bakterie
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Stefan Hermann
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























