Lyt til artiklen
Det bliver ikke mere folkeligt end at rime smerte på det ’bankende hjerte’, men Leif Sylvester er ikke for fin til at synge en bodega op på sit første album i mere end 30 år. De mellemliggende år har han brugt i et atelier med stærke farver, men på de otte nye sange slingrer han lystigt afsted mellem skrammelblues og sømandsjazz med en hæs stemme, der graver en tunnel mellem John Mogensen og Bjarne Liller.
De otte fortællinger om opvæksten på Amager, o, kan sætte ild til stemningen i ethvert kolonihavehus. Og det mener jeg i bedste forstand! Jeg er ikke sikker på, at de kan overleve særligt længe uden for kolonihave- og arbejderromantikken, men det har unægtelig sin helt egen Ballonparken-charme.
