0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Levende fortid

Chet Bakers mesterlige spil ses og høres tydeligt på ny koncertdvd, der dog også afslører en med tiden mere og mere hærget musiker.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Arkiv: Gorm Valentin
Foto: Arkiv: Gorm Valentin
Anmeldelser, cd-jazz
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-jazz
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvor ser de dog unge og kønne ud, 29-årige Chet Baker og 31-årige Lars Gullin, iført elegant habit, hvid skjorte og sort butterfly, i disse optagelser fra en koncert i Torino i november 1958, hvor den amerikanske trompetist og den svenske barytonsaxofonist optræder i selskab med tre italienske musikere, altsaxofonisten Glauco Masetti, pianisten Romano Mussolini og bassisten Franco Cerri samt Bakers landsmand Jimmy Pratt på trommer.

Ganske vist står de sort-hvide billeder i et sløret skær, og man noterer sig, at Baker har mistet en fortand, men ikke desto mindre leverer de tre numre, man hører med sekstetten, en fin dokumentation af en fortid, der er værd at mindes. Heller ikke lydkvaliteten er den bedste, og i den indledende ’My Funny Valentine’ fremtræder Bakers sang helt ude af trit med akkompagnementet.

Til gengæld er de to efterfølgende rent instrumentale numre, ’Bernie’s Tune’ og ’All The Things You Are’, helt fortræffelige. Baker med et spil, der især i ’Bernie’s Tune’ påminder os om, hvor Jørgen Ryg havde sit fra, Gullin med sine melodilinjer, der afspejler hans svenske arv, og Masetti, som en velformuleret solist, der sjovt nok får mig til at tænke på en anden svensk musiker, nemlig Rolf Billberg.

Det er en anderledes hærget udseende Baker, man 30 år senere møder ved en koncert i Stuttgart sammen med pianisten og guitaristen Nicola Stilo, bassisten Walter Schmuckler og trommeslageren Vincent Seno. Kameraet går tæt på Baker i ’I’m A Fool To Want You’ og ’Almost Blue’, og fremhæver dermed yderligere den koncentration og indlevelse, han lægger i sit vokale foredrag. Derimod er Bakers trompetspil svigtet i lydgengivelsen, men følger man alene tonernes sprog, så vil man opdage, hvor mesterligt han former det.

’Blue And Green’ og ’Portrait In Black And White’ er koncertens øvrige indslag, og i sidstnævnte sætter Baker sig til flyglet (som vi også har kunnet opleve det i København engang). Det bliver ikke til klaverspil i almindelig forstand, men han lader kun sin højre hånd tale, og det anskueliggør i endnu højere grad, hvordan Baker tænker musikalsk, når selve udtrykket er reduceret til det yderste.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce