Det var et sandt følelsesbombardement, Michel Petrucciani udsatte sine tilhørere for i Alte Oper i Frankfurt i februar 1997, da han indledte koncerten med at spille syv af sine egne kompositioner i ét stræk. Umiddelbart iørefaldende temaer, der taler direkte til hjertet, fremført med en udtrykskraft, som måske kunne forekomme mere nøgterne sjæle for overvældende, og som de derfor ville forsøge at værge sig over for. Strengt taget regner jeg mig selv som en af dem, men jeg erkender gerne at måtte overgive mig til dette klaverspil. I sin virtuositet er det ikke blot storslået i formatet, men frem for alt formet med en dyb musikalitet, der røber sig i hver af spillets detaljer. Hvad enten det gælder den klanglige rigdom, der får de romantisk farvede stykker til at lyse, eller det rytmiske overskud, der præger overgivent swingende numre som ’Little Peace In C For U’ og ’Chloe Meets Gershwin’. Også flertallet af de øvrige stykker må formentlig tilskrives Petrucciani, for noterne oplyser intet, og derfor fremgår det heller ikke (som det burde have gjort det), hvem der er ophavsmænd til ’Caravan’, ’Besame Mucho’ og ’Take The A Train’, som i hvert fald ikke er Petruccianis værker.