Lyt til artiklen
Tenorsaxofonisten Jerry Bergonzi er en typisk ’musikernes musiker’. Højt skattet blandt sine kollegaer, men uden den store gennemslagskraft hos et bredere publikum.
Og begge dele lader sig forstå. Der er noget dybt imponerende i den måde, hvorpå Bergonzi er i stand til at sno sig omkring et tema i både harmonisk og rytmisk henseende. Men samtidig kan der også være noget irriterende ved hans konstante brug af ’alternative’ harmoniske opløsninger, som de former sig i på tværs gående linjer, der kun sjældent nærmer sig temaets melodiske kerne.
