Bassisten Charles Mingus var en af jazzens mest uregerlige skikkelser. En betydelig musikalsk begavelse, i særdeleshed som komponist, men også besat af en umådeholdenhed, der ikke blot gjaldt ham selv, men som ligeledes fik ham til at tvinge nogle af de musikere, han arbejdede sammen med, ud over deres grænse. Som en af dem, trompetisten Ted Curson, indrømmede det over for mig engang. Det sidste fornemmer man dog ikke på denne dobbelt-cd fra en pladeindspilning i Paris i oktober 1970 med en sekstet, der også rummer trompetisten Eddie Preston, altsaxofonisten Charles McPherson, pianisten Jaki Byard, trommeslageren Dannie Richmond samt – dengang højst overraskende for dem, der kendte Mingus’ stærkt racebevidste holdning – den hvide tenorsaxofonist Bobby Jones. Rodebutik De seks numre på den første cd, ’The Master Takes’, har en samlet spilletid på over 70 minutter. Tre af dem er over et kvarter lange, og det er bestemt i overkanten. Også i betragtning af, at balancen i optagelserne er dårlig med bassen og trommerne som alt for stærkt dominerende.
Men har man ørerne med sig, vil man opdage, at især ’Reincarnation of a Lovebird’ og ’Peggy’s Blue Skylight’ byder på adskillige fortrinlige soloindsatser, hvorimod ’Pithecantropus Erectus’ bliver til for meget af en rodebutik. Den anden cd, ’The Alternate Takes’, består mestendels af en lang række afbrudte indledninger, flertallet på under et minuts varighed. De er ikke udgivet tidligere, og der er ingen grund til at gøre det nu.
