Som person gør tenorsaxofonisten Chris Potter ikke meget væsen af sig. Men når han sætter sit instrument for munden, kan hans spil udstråle en intensitet, der også brænder sig ind hos tilhøreren. Sådan har vi kunnet opleve ham herhjemme adskillige gange gennem de senere år. Eksempelvis for to somre siden under den århusianske jazzfestival på Train, hvor han med en kvartet, der i øvrigt bestod af keyboardspilleren Craig Taborn, guitaristen Wayne Krantz og trommeslageren Nate Smith, overraskede ved at spille en hiphop-influeret musik, der fik det til at rive og rykke i os. Det er samme kvartet, Potter præsenterer sig med på sin nye cd, der dog ikke angiver data for indspilningstidspunktet. Og heller ikke på den undlader de hiphop-influerede numre at gøre indtryk i kraft af den rytmiske energi, der driver musikken frem. Den rejser imidlertid også spørgsmålet, hvor længe Potter agter at fortsætte med denne type musik. Ganske vist aftvinger hans eget spil opmærksomhed, men dets ekspressivitet står ofte isoleret i forhold til musikkens substans, og Taborns pauseløse tirader kører i ren tomgang, som man også måtte konstatere det for nylig ved mindekoncerten for NHØP. Cd'en rummer ligeledes tre lånte bidrag, Colin Greenwoods 'Morning Bell', Billy Strayhorns 'Lotus Blossom' og Lennon-McCartneys 'Yesterday', der skaber behagelig afveksling, men dens fineste indslag er faktisk Potters egen ballade 'Celestial Nomad'.
kunstnyt Brændende intensitet
Lyt til artiklen
