Han har fremdeles masser at sige, den amerikanske saxgigant Joe Lovano. Med statements, der er nye, knytter han stærkt an til traditionen og får på ’Symphonica’ opsummeret ikke så lidt af, hvad han har bakset med i årenes løb.
Albummet er lutter Lovano-melodier (på nær en enkelt Ellingtonhilsen af Charles Mingus), og det er utroligt, hvor meget Lovano har at sige af nyt – og hvor let og afvekslende hans ven, dirigenten og arrangøren Michael Abene, med mere end venstrehåndsbevægelser har formået at oversætte saxofonlegendens numre til bigband og stryger-format.




























