Når manmindes al den musik, man har hørt i tidens løb, så vil man kunne skelne mellem musik, man har oplevet, og musik, man har levet med. Musik, der har sat sig så dybe spor i os, at vi kan synes, den har forandret vort liv. Ikke nødvendigvis, fordi den betog os fra første øjeblik, vi mødte den. Måske frastødte den os ligefrem umiddelbart. Men den lod os ikke slippe. Den ejede en tvetydighed, der tvang os til at lytte igen og igen. Sådan havde jeg det, da jeg i 1956 første gang hørte Miles Davis' kvintet med tenorsaxofonisten John Coltrane som hans medblæser. Ti år forinden havde Davis som ganske ung i altsaxofonisten Charlie Parkers kvintet vist, at man ikke behøvede at træde direkte i Dizzy Gillespies fodspor for at formulere sig i jazzens nye sprog, beboppen. I 1948 stod han i spidsen for den nonet, der med sin usædvanlige instrumentation i arrangementer af bl.a. Gil Evans, Gerry Mulligan og Johnny Carisi introducerede den stil, der med udgivelsen af pladen 'Birth Of The Cool' fik skelsættende betydning. Begyndelsen af 1950'erne var en nedgangsperiode for Davis, præget af hans narkomisbrug. Da han var blevet det kvit, fik han genoprettet sit ry som jazzens toneangivende trompetist, bl.a. med flere fremragende plader, hvor han var i selskab med musikere som tenorsaxofonisterne Lucky Thompson og Sonny Rollins, vibrafonisten Milt Jackson og pianisten Horace Silver. Så forventningerne var høje, da Davis introducerede en ny kvintet som sit faste ensemble. Og hvadvar det så, vi hørte? Jo, først og fremmest Davis selv i overdådig udfoldelse, hvad enten han benyttede sig af sin Harmon-dæmper eller spillede med åbent horn. Og så denne uimodståeligt fremrykkende rytmegruppe bag ham, pianisten Red Garland, bassisten Paul Chambers og trommeslageren Philly Joe Jones. Red Garland i rollen solist havde jeg derimod et mere ambivalent forhold til. Hans frasering kunne blive for småhoppende og nipsagtig, og hans block chord-spil, der på en ejendommelig måde lod alle akkorder klinge mere eller mindre ens, forekom mig let kvalmende i sin ødselhed. Men, som sagt, en fremragende akkompagnatør var han. Og da jeg senere hørte ham spille 'Billy Boy' med Chambers og Jones på lp'en 'Milestones', måtte jeg i hvert fald anerkende, at det var noget af det mest swingende triospil, man kunne forestille sig. Overraskelsen var den nye tenorsaxofonist John Coltrane, en totalt ukendt musiker for os. Og umiddelbart, vel at mærke, ingen positiv overraskelse. Det store navn var jo Sonny Rollins, der på dette tidspunkt stod som tenorsaxofonens dominerende skikkelse. Så hvor var det dog, at Davis havde støvet denne saxofonist op, der med den småskæve intonation og de usammenhængende fraser, han slyngede ud, nærmest syntes at vrænge ad os? For det var sådan, adskillige af os opfattede Coltrane, da vi hørte ham allerførste gang. I dag kan man vel næppe forstå det. Og dog, prøv at høre hans solo i Dave Brubecks 'In Your Own Sweet Way' fra en session i maj 1956. Så kan man måske alligevel få en fornemmelse af det. Dengang hæftede man sig ved det, der forekom ufuldkomment. Selv pianisten Tadd Dameron, der samme år indspillede lp'en 'Mating Call' med Coltrane, erklærede, at han aldrig ville have troet, Coltrane ville komme til at spille sådan, da han i 1959 hørte Coltranes lp 'Giant Steps', der står som kulminationen af denne fase i Coltranes karriere. Nu kan alleselvfølgelig høre, hvor Coltrane ville hen med sit spil, når vi lytter til de tidligste af disse kvintetoptagelser. Og det varede da heller ikke længe dengang, før det gik op for os. Tvetydigheden blev til fascination, og ved genhøret i dag kan man kun konstatere, at Davis aldrig siden har haft en så magtfuld partner ved sin side. Og samtidig en partner, der som ingen andre - netop ved at danne en så stærk kontrast - har formået at sætte Davis' eget spil i relief. Hard bop, neo bop, soul jazz og west coast jazz var nogle af de betegnelser, man hæftede på diverse retninger inden for 1950'ernes moderne jazz. Men Davis-kvintettens musik hævede sig over alle kategorier, og hørt i tidens perspektiv har Davis' trompetspil heller ikke siden manifesteret sig med samme magiske styrke som i dette tiår. For det gælder jo ikke blot de 32 optagelser fra november 1955-oktober 1956, der udfylder denne cd-boks' tre første cd'er, men også senere indspilninger som milepælen 'Kind Of Blue' og de tre lp'er 'Miles Ahead', 'Pory And Bess' og 'Scetches Of Spain' med Gil Evans' store orkester (sidstnævnte dog indspillet i 1960). Den fjerde cd rummer otte numre, der stammer fra radioudsendelser. De to første fra et af Steve Allens 'The Tonight Show', hvor radioværten i sin introduktion af kvintetten og i et kort interview med Davis agerer temmelig naragtig. (Allen var ellers respekteret i jazzkredse og er ligeledes kendt for at spille Benny Goodman i filmen 'The Benny Goodman Story' fra 1955). I de sidste fire numre fra 17. maj 1958 har Bill Evans afløst Red Garland ved pianoet, og ni dage senere havde også Jimmy Cobb overtaget Philly Joe Jones' plads ved trommerne. Dermed var 1950'ernes 'klassiske' Miles Davis kvintets tid forbi. Men forude ventede 'Kind Of Blue'.