24. februar fyldte pianisten og vibrafonisten Max Leth 85 år. I den anledning er der nu udgivet en cd med en række af hans trio- og kvartetindspilninger, og i sine noter beklager Erik Moseholm sig indirekte over, at Leth ikke er omtalt i jazzleksikoner. Han har ganske rigtigt ikke haft sit eget opslag i de to seneste udgaver, og han burde absolut have haft et i udgaven fra 1987, ikke mindst i betragtning af, hvor mange mere underordnede navne der ellers har fået plads i den. For den sidste udgave gør sig det gældende, at den bør betragtes som en ajourføring af den foregående med vægten på nye navne. Men sandt er det, at Leth i sine aktive år var en fremragende musiker. En ældre generation af jazzlyttere husker ham nok især fra Svend Asmussens grupper, men efter denne periode var Leth først og fremmest virksom som teatermusiker og kapelmester samt som lærer ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han bl.a. havde sin store andel i Safri Duoens udvikling, mens denne endnu havde et kunstnerisk sigte med sin musik. Derimod lod Leth sig i disse år ikke høre offentligt som deltager i det danske jazzmiljø. Sin kærlighed til jazzen fik han vist på et par plader og i en række radioudsendelser, først med en trio, der også rummede bassisten Erik Schmidt og trommeslageren Alex Riel, senere med en kvartet, hvis øvrige medlemmer var guitaristen Fritz von Bülow, NHØP på bas og trommeslageren Bjarne Rostvold, hvor de to førstnævnte dog siden blev afløst af Ole Molin og Mads VInding. Det er ud fra disse radioudsendelser cd'ens i alt nitten numre er sammensat. Og det er musik, der fortsat kan forbløffe ved sin udsøgte musikalitet og sin rigdom på melodiske og harmoniske finesser. Præcis dér lurer imidlertid også en fare. For i sin bestræbelse på at nå det perfekte kunne Leth gå så vidt, at resultatet fremstår som overarbejdet, når alle de raffinerede detaljer skulle få plads ved siden af hinanden. Og i visse numre kunne Leths brillante spil, hvor hver brøkdel af et sekund skal fyldes ud med toner, tilmed få noget salonagtigt over sig. 'My Funny Valentine' er et eksempel på, at der sker alt for meget inden for samme musikalske ramme. 'I Cover The Waterfront', hvor Vinding i sin solo nærmest løber løbsk, er et andet. Men hør så, hvor smukt og behersket samme Vinding spiller i 'Always'. Ingen tvivl om, at vi befinder os på et højt musikalsk niveau. Men det er så afgjort de numre, hvor musikken ånder mest frit, jeg holder mest af. Og dem er der en del af. 'Miss Otis Regrets', 'Little Man You've Had A Busy Day', 'Just Blues' og 'The Very Thought Of Uou' , for at nævne nogle. Find selv frem til flere, for de er der. Spørgsmål: Hvorfor præsenteres musikken ikke i kronologisk orden? Og hvorfor benytter man sig ikke af en korrekturlæser?