På coveret beskrives den italienske altsaxofonist Francesco Cafiso som den yngste 'veteran' på jazzscenen, og han var da også kun seksten år, da han i november sidste år indspillede denne cd, ledsaget af pianisten Ricardo Arrighini, bassisten Aldo Zunino og trommeslageren Stefano Bognoli. Men allerede tre år tidligere havde Cafiso vakt opmærksomhed, da han ved jazzfestivalen i Pescara optrådte sammen med pianisten Franco D'Andrea, bassisten Rodney Whitaker og trommeslageren Herlin Riley. De to sidstnævnte var medlemmer af Wynton Marsalis' Lincoln Center Jazz Orchestra, der også deltog i festivalen, og efter at have hørt Cafiso ved en lydprøve om eftermiddagen ytrede de selv ønske om at spille med ham. Den unge altsaxofonist er da også virkelig et fænomen. Som han lægger ud på cd'en med 'Louisiana', et bebop-tema af egen avl, lyder han som en Sonny Stitt eller Cannonball Adderley på speed. Tonerne ligefrem sprøjter fra ham, og det gentager sig i flere andre numre. Det er absolut for meget. Også fordi patentfraserne overtager styringen, når han kommer op i højeste gear. Så det er klart, at Cafiso endnu i allerhøjeste grad trænger til at løbe hornene af sig. Det interessante er imidlertid, hvor meget han når at vise, inden han kommer for langt ud. Den tilsyneladende fuldkomne kontrol over instrumentet, den rytmiske ubesværethed, han formulerer sig med selv i et så hastigt tempo som i 'Sir Charles' - og så denne vidunderlige tone, der udfolder sig i hele sin pragt i balladerne 'She Loves Me' og 'Goodbye Elvin'. Navnlig 'She Loves Me' byder på ganske mageløst spil. Et spil, der i sit melodiske sprog og klanglige udtryk bringer både Paul Desmond og Stan Getz i erindring, og som vidner om en modenhed, der med tiden forhåbentlig vil vokse sig endnu stærkere. Den akkompagnerende trio gør et glimrende stykke arbejde, og med sit mere afmålte spil danner Arrighini en fin kontrast til Cafiso.