Hvis det alene gjaldt Maria Laurette Friis' evindeligt klagende vokale udtryk, kunne man meget let fristes til at afskrive det som manieret. Men under de rette omstændigheder - og det vil sige, når materialet indbyder til det - kan der ligge noget mere i det. Nemlig en form for uudgrundelighed, der ikke kan undgå at fascinere. Og sådan kan man opleve det i to af de tre numre, hun medvirker i, på gruppen Blake Tartares nye cd, 'More Like Us'. Den amerikanske saxofonist Michael Blakes 'Hush' og Friis' egen 'To Whom it May Concern'. To særprægede temaer, der forløses på fornemste vis af det instrumentale hold, ikke mindst sidstnævnte i sin konsekvent fastholdte punktmusikalske karakter. Men når det er nævnt, at der efterhånden er opbygget en betydelig indforståethed imellem Blake og de tre danske musikere, keyboardspilleren Søren Kjærgaard, bassisten Jonas Westergaard og trommeslageren Kresten Osgood, så må man også tilføje, at den ikke i alle tilfælde inddrager tilhøreren på samme måde. Man vil gerne omkring så mange hjørner som muligt, men ikke alt forekommer mig lige interessant. John Luries 'Happy Old Toy' og Blakes 'Something in the Water' er strakt langt længere ud, end de kan bære. 'Johnny Too Bad', hvor Blake også høres som sanger, er en ganske hyggelig sag, men bedst er Blakes 'The Meadows', hvor en stærk ostinat holder sammen på musikken, mens den bevæger sig fra en stilfærdig optakt videre til en kulmination, hvor den bryder ud i lys lue, og tilbage igen til sit udgangspunkt. P.S. I repertoirelisten er der byttet rundt på numrene 'Maria' og 'Something in the Water'.