Inden i det nye labelnavn Edge gemmer sig bogstaverne DG for Deutsche Grammophon. Det tyske plademærkes gule label har siden før Herbert von Karajans dage været garant for klassiske pladeudgivelser i topklasse, og sammen med DG's Archiv-label, som tegner den tidlige musik, skal DG's nye Edge-serie nå kompasset rundt med eksperimenterende nutidige sager. Foreløbig er blandt andet kommet den argentinske nueva canción-sanger Mercedes Sosas 'Acustico'-cd og en solo-cd med den danske pianist Carsten Dahl. Dahl, der med en underskrevet DG-kontrakt i hånden næste år skal indspille Bachs 'Goldberg-variationer' på Deutsche Grammophons gule label (ja sågu!), har med sit første dobbeltalbum på Edge lavet noget, der, vil mange mene, transcenderer jazz. Alligevel vil det komme til at stå i pladebutikkernes jazzreoler, ikke fjernt fra Keith Jarrett. Jarretts 'Köln'-album er sjældent langt væk, og Carsten Dahl har den samme gave: Evnen til at skabe i nuet, så improvisationerne også overbeviser på plade. Her males med den nødvendige koncentrerede indlevelse. Også på store lærreder. Selv om ingen af lærrederne i denne ombæring har det mere end 20 minutters mammutformat, der lægger flade til de lyriske live-improvisationer fra tripelalbummet 'Solo Piano' fra 2003, så er der da på disse nye københavneroptagelser fra Tivolis Koncertsal to gange et kvarters fuldvoksne opdagelsesrejser at deltage i. Det er vildere, mere vitalt og stilistisk set væsentlig mere varieret, hvad Dahl her vover end på de tre takes, der udgør live-delen af 'Solo Piano'. Bachinspireret polyfoni og vægtløs, wienerskoleinspireret flugt truer en overgang med at sprænge grænserne for, hvad der kan rummes i ét par bukser. Men bukserne holder, og første cd's kernepunkt kommer i 'The Thoughts of Anselm Grün', som med inspiration i den åndelige vejleders tanker danner grundlag for albummets nok mest private, blottende udfoldelse, spændt ud mellem søgen efter indre ro og ydre jagt med avantgardeinspireret flintren som pianistisk set forbløffende ingrediens. Både i overført og konkret betydning er pianisten helt inde at røre. Såvel ved klaverets strenge, der behandles med hænderne, som ved sin egen sjæl. Københavner-cd'ens to korte tracks er anderledes enkle og groovy. Det mørke, i det melodiske anslag stærkt Jarrettske 'My Spanish Ancestors', og en fuldfed, virtuost overskudsagtig rullende bluesting som 'Bluesy' kan ingen undgå at elske. Cd nummer to, optaget i Musikhuset Aarhus, har ikke samme flotte, åbne livelyd som Tivoli-cd'en. Og heller ikke helt samme fremragende musikalske substans. Den korte 'Opening' virker afventende, og det eneste lange nummer fra Århusoptagelsen, 'The Vision', føles med sit indadskuende impressionistiske flimmer for langt. Med i alt knap 80 minutters musik er det lige før, disse to cd'er kunne have været på én. Men selv om begge live-optagelser er indspillet i august sidste år, er de væsensforskellige nok til at fortjene hver sin disc. Elskere af Keith Jarrett vil også finde meget at elske på Carsten Dahls nye soloalbum. Særlig den første cd vil jeg selv vende tilbage til.