Man kan ikke altid gå ud fra, at musikerne selv er i stand til fuldt ud at vurdere deres egne indsatser. For når jeg tænker tilbage på, hvad jeg 7. juli 1984 var vidne til på scenen i det daværende Jazzhus Slukefter mellem den svenske klarinettist Putte Wickman, den amerikanske pianist John Lewis og vore egne, bassisten Jesper Lundgaard og trommeslageren Aage Tanggaard, så står denne aften for mig i forklarelsens lys. Jeg har aldrig glemt den. Så min forbavselse var stor, da jeg senere fra velunderrettet kilde fik at vide, at Wickman ikke var specielt glad for sit samarbejde med Lewis. Hvordan kunne dette nu hænge sammen? For jeg var sikker på, at jeg ikke havde taget fejl. Jo, forklaringen er den, at det, som en musiker altid selv vil kunne bedømme, er, hvorvidt hans intentioner er lykkedes. Om han har kikset undervejs, om han har haft tekniske problemer. Eller hvilken tilstand han befandt sig i, hvor godt han følte sig tilpas i den givne situation. Hvad han ikke på tilsvarende konkrete måde kan udtale sig om, er det, der er ham naturgivent. Det, der på et ubevidst plan udspiller sig i hans sind. Og hvad han formidler ad den vej. Da man eksempelvis spurgte pianisten Bill Evans, hvad der forekom ham at være det væsentligste, han havde bidraget til jazzen med, så nævnte han det rytmiske aspekt. Måden, hvorpå han kunne forskyde et rytmisk motiv inden for den givne struktur. Et træk, han havde videreudviklet fra Lennie Tristano. Men det er næppe for meget sagt, at det, der for os andre var indbegrebet af Evans' kunst, var selve den 'ånd', den emotionelle udstråling, der besjælede hans spil. I mellemtiden - og med den distancering, som årene har medført - må Putte Wickman dog være kommet på andre tanker. For heldigvis var Danmarks Radio til stede hin aften, og nu, hvor optagelserne foreligger på cd, tør jeg godt sige, at jeg aldrig har hørt bedre, mere udfordrende og mere engagerende klarinetspil. Og det er netop sindelaget, der trænger så stærkt igennem i det. I denne bittersøde tone - som vi her hører den i sin fulde udfoldelse - der forbinder et strejf af vemod med en opløftende livskraft. Og som ligeledes kan hviske ømt eller bide skarpt. Det, der giver disse optagelser deres helt særlige karakter, er - på den ene side - kontrasten mellem Wickman og Lewis. Wickmans flagrende improvisationsmetode over for Lewis' knejsende melodiske linjeføring, der uimodståeligt spinder tilhøreren ind i sin tråd. Og på den anden side en lydhørhed, for ikke at sige årvågenhed, der får det til at gnistre musikerne imellem. Og den omfatter ikke blot Wickman og Lewis, men i lige så høj grad Lundgaard og Tanggaard. Læg mærke til, hvordan Lundgaard i 'Jumpin' With Symphony Sid' i sin solo viderefører Lewis' rytmiske frasering, hvor alle toner ligger en anelse foran taktslaget. I 'Bye, Bye Blackbird' er det Wickman, der tager afsæt i den afsluttende figur i Lundgaards mesterlige solo, og det samme gør han efter Lewis' solo i 'Slukefter Blues'. Der er mange detaljer, man har lyst til at fremhæve. Måden, hvorpå Lewis breder sit spil ud i 'Yesterdays', og Wickman siden følger det op. Den rytmiske spænding, som Lewis får etableret med sine block chords i 'Bye, Bye Blackbird', og den yndefulde, letfodede dans, hvormed han indleder sin egen 'Django', som han oprindeligt havde komponeret som et requiem. Og musikken ville næppe have nået disse højder, hvis det ikke havde været for Lundgaard og Tanggaard. Den første fast som en klippe og samtidig i besiddelse af et uimodståeligt drive. Og Tanggaard med et konstant ansporende spil, der på intet tidspunkt slår over i det påtrængende.