Mere end dygtig

Lyt til artiklen

Kan man være for dygtig? Strengt taget skulle dette spørgsmål besvares med nej. Men når det gælder musik, så bør det ikke være dygtigheden, der først falder i ørerne. Og tanken meldte sig unægtelig, da jeg lyttede til Makoto Ozones nye cd. Vi stiftede allerede bekendtskab med den japanske pianist, da han for over tyve år siden blev medlem af vibrafonisten Gary Burtons gruppe, og på cd'en har Ozone i skiftende kombinationer allieret sig med nogle af de musikere, der haft betydning for ham. Burton, tenorsaxofonisten Michael Brecker, pianisten Chick Corea og sangeren Jon Hendricks - foruden hans to faste makkere, bassisten James Genus og trommeslageren Clarence Penn. Ozone er jo en formidabel instrumentalist med sin klassisk skolede, fuldkomne beherskelse af klaveret. Og - i lighed med Corea - med et anslag, der er fuldt ud dækkende i såvel klassisk som i jazzsammenhæng (I modsætning til Keith Jarrett, der arbejder med to differentierede typer anslag). Netop Ozones og Coreas spil ved to flygler i Coreas 'La Fiesta' kunne være et eksempel på, at musikken i sin urørlige fuldkommenhed tjener som opvisning. Omvendt kan man hævde, at Hendricks ikke har meget stemme tilbage. Og når Ozone i sin egen 'Pandora' optræder som romantisk klaverløve, må jeg bestemt sige fra. Men Ozones dybereliggende musikalitet fornægter sig ikke i det lange løb. 'Samba D'Rivera' er et herligt trionummer, 'Only We Know' en køn ballade, i 'Rainbow's End' gør også Hendricks sig ganske fint gældende og med Ozones valsetema 'Might As Well', det andet indslag med Burton' er vi tæt på det mirakuløse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her