0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Islandsk elite

Musikken tager sig i flere tilfælde ganske kryptisk ud i sine rytmiske forgreninger. Det kan virke irriterende, hvis man insisterer på at løse gåderne.

Anmeldelser, cd-jazz
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»En åbenbaring. Alene denne utrolig udtryksfulde tone, som i sin rigdom af afskygninger ikke kan undgå at tage én om hjertet. Dertil en fraseringsevne af en sjælden smidighed og snert samt et vidtspændende kompositorisk talent«.

Sådan beskrev jeg i marts 1999 mødet med den islandske tenorsaxofonist Joel Palsson ved modtagelsen af hans cd 'Prim'. Anderledes forbeholden var jeg over for efterfølgeren, 'Klif', der forekom mig for uimødekommende i sin mere eksperimenterende form. Også mere forbeholden end der var grund til, må jeg dog nu erkende, hvor jeg har lyttet til musikken igen. For også denne cd rummer betydelige kvaliteter. Og det samme kan siges om Palssons seneste udgivelse, 'Septett', indspillet i oktober sidste år, hvor han har følgeskab af Greg Hopkins (trompet og flygelhorn), Sigurdur Flosason (alt- og barytonsaxofon), Eythor Gunnarsson (orgel), Valdemar Sigurjonsson (bas), Einar Scheving (trommer) og Heigi Helgason (perkussion).

For musikken tager sig i flere tilfælde ganske kryptisk ud i sine rytmiske forgreninger. Det kan virke irriterende, hvis man insisterer på at løse gåderne. Men samtidig udstråler musikken en så stærk personlig tone, at man nødigt vil lade den slippe fra sig. Både når det gælder rytmiske bevægelige temaer som 'Kvabb' og lyriske indslag som 'Hum'. Og så betyder det jo ligeledes noget, at holdet - med Palsson og Hopkins - som de mest fremtrædende solister - fremfører musikken med en overbevisning, der også i emotionel henseende holder os fast ved den.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere