»En åbenbaring. Alene denne utrolig udtryksfulde tone, som i sin rigdom af afskygninger ikke kan undgå at tage én om hjertet. Dertil en fraseringsevne af en sjælden smidighed og snert samt et vidtspændende kompositorisk talent«. Sådan beskrev jeg i marts 1999 mødet med den islandske tenorsaxofonist Joel Palsson ved modtagelsen af hans cd 'Prim'. Anderledes forbeholden var jeg over for efterfølgeren, 'Klif', der forekom mig for uimødekommende i sin mere eksperimenterende form. Også mere forbeholden end der var grund til, må jeg dog nu erkende, hvor jeg har lyttet til musikken igen. For også denne cd rummer betydelige kvaliteter. Og det samme kan siges om Palssons seneste udgivelse, 'Septett', indspillet i oktober sidste år, hvor han har følgeskab af Greg Hopkins (trompet og flygelhorn), Sigurdur Flosason (alt- og barytonsaxofon), Eythor Gunnarsson (orgel), Valdemar Sigurjonsson (bas), Einar Scheving (trommer) og Heigi Helgason (perkussion). For musikken tager sig i flere tilfælde ganske kryptisk ud i sine rytmiske forgreninger. Det kan virke irriterende, hvis man insisterer på at løse gåderne. Men samtidig udstråler musikken en så stærk personlig tone, at man nødigt vil lade den slippe fra sig. Både når det gælder rytmiske bevægelige temaer som 'Kvabb' og lyriske indslag som 'Hum'. Og så betyder det jo ligeledes noget, at holdet - med Palsson og Hopkins - som de mest fremtrædende solister - fremfører musikken med en overbevisning, der også i emotionel henseende holder os fast ved den.