Ganske vist har jeg selv været impliceret i udvælgelsen af Jazzpar Pris-kandidaterne, men eftersom det er over et år siden, at optagelserne til de nu foreliggende cd'er fandt sted, håber jeg at være kommet så meget på afstand af musikken, at jeg kan tillade mig at anmelde den. Det ville i hvert fald være synd ikke at omtale dem, for som jeg også før har oplevet det, tegner de et langt stærkere billede af musikken end det, jeg oprindelig dannede mig ved koncerterne. Trompetisten Enrico Rava, der fik den store pris, har været igennem adskillige musikalske metamorfoser, før han vendte tilbage til et af sine tidlige forbilleder, Miles Davis. Dog nu med de personlige erfaringer, han har høstet igennem en karriere, der har strakt sig over mere end 40 år, som ballast. Det bemærkelsesværdige er nemlig, hvor italiensk hans musik klinger. Og vel at mærke uden at fortrænge dens dybe jazzfornemmelse. I hans 'Tango For Vasquez Y Pepita', en duet med pianisten Stefano Bollani, er det hurtige tempos lystighed farvet af en let melankolsk tone, som man kender det fra Fellinis film. Det ejendommelige er, at tangostemningen næsten er mere udtalt i hans 'Certi Angoli Segreti', til trods for at numret strengt taget går i valsetakt. 'The Trial' og 'Happiness Is to Win a Big Prize' er et par spøjse temaer med et folkloristisk strejf, men specielt sidstnævnte er - til trods for gode individuelle indsatser - med en varighed på knap 19 minutter, trukket langt, langt ud over, hvad det kan bære. Eden Ahbez' 'Nature Boy' er til gengæld endnu en smuk duet, der viser Bollanis usædvanlige musikalske begavelse, og helt fremragende er 'Dear Old Stockholm', hvor samtlige gruppens seks medlemmer - foruden Rava og Bollani basunisten Gianluca Petrella, guitaristen John Abercrombie, bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Morten Lund - spiller op til deres ypperste. Overraskelsen er Petrella, for ved koncerten brød jeg mig ikke om hans spil. Men genhørt fremstår det både dristigt og overbevisende. Dristig - i sin musikalske vision - er også tenorsaxofonisten Thomas Agergaard, der som den danske Jazzpar-komités udvalgte havde samlet et otte m/k-ensemble, blandt hvis medlemmer man fandt en blændende cellist, Hank Roberts, og en sopran, Geraldine Keller, der forstod at anvende sin stemme såvel i klassisk som i uortodoks forstand. Sidstnævntes udfoldelser havde jeg det noget svært med ved de to koncerter, jeg overværede, men i forhold til dem fremstår musikken på cd'en strammet op og ydermere i en glimrende, velafbalanceret gengivelse, der giver et anderledes fortættet indtryk af musikken. I instrumenternes indbyrdes motiviske forskydninger, sine ostinater og skiftende rytmiske parametre har musikken minimalistiske træk, men samtidig er der noget vildtvoksende over den. For nogle af soloindsatserne fører det til, at musikken går i opløsning, men til gengæld kan virkningen være rent ud besættende i ensemblepassagerne. Sine steder næsten skræmmende, som i '70 Viginis', 'Little Machines' og 'Orion's Belt', hvor Kellers røst i høj grad bidrager til at skabe denne stemning, men også af en sær, drømmeagtig skønhed, som i 'Wings of Water'. Og så har det været en fin idé at lade hele tre af de duetter for Agergaards tenor og Miroslav Vitous' bas, der indgik som faste indslag i hver koncert, danne en slags oaser gennem cd'ens forløb. Musik, man snarere skal sanse end prøve på at forstå.