Der er to refleksreaktioner, som Matthew Herbert gør til skamme: 'Ja ja, endnu en småcool jazzplade fra en elektronisk musiker, der skulle være blevet ved sin læst'. Og: 'Hvor er det bare fucking opportunistisk at hoppe med på tidens politiske trend'. Til skamme, fordi 1) Herberts 'Goodbye Swingtime' er et fremragende album sågar af den ambitiøse bigbandvariant, hvilket alt andet lige er noget andet end bare at loope et par rare grooves fra en støvet jazzplade. Og 2) Herbert har i flere år udforsket nye og ganske udfordrende måder at udtrykke sig samfundsbevidst på. Den britiske musiker, der er mest kendt for sin samplebaserede housemusik, tager nemlig samplerkunsten i uventede retninger. Under nogle af sine kunstnernavne - Dr. Rockit, Radio Boy og bare Herbert - har han samplet blandt andet kropslyde og ikke mindst lyden af varer fra kommercialismens højborge: McDonald's-mad, Gaptøj, Nestléslik. For lyd rummer betydning, er fuld af aura og fungerer i kompositionerne som fysiske manifestationer af de aspekter af verden, som Herbert ønsker at sætte store dirrende spørgsmålstegn ved. På 'Goodbye Swingtime' fungerer de samplede lyde dog som noget andet, nemlig som modkulturel substans eller - om man vil - kraftkilder: De stammer blandt andet fra en anti-Irakkrig-demonstration i London samt fra udprintninger af tekster fra politiske leftfield-koryfæer som Noam Chomsky og Michael Moore ('Bowling For Columbine'). Ikke ligefrem Røde mor-strategi, selv om Herberts tekster da heller ikke er uefne. »Purse is far too full/ Freedom slipping/ Feel the product pull/ See through mirrors/ Tiny cameras/ They have tricked us/ Teams of planners«. Musikken, arrangeret af Pete Wraight, dufter af romantik fra en svunden æra i sort-hvid, og her er mindelser om Duke Ellington, Gil Evans og Henry Mancini. Men Herbert hænger ikke i retrodyndet, blot er han gået så nænsomt til værks i sin computerefterbehandling af optagelserne af det lille bigband - oftest fire trompeter, fire tromboner, fire saxofoner, klaver, trommer og bas - at pladen umiddelbart forekommer modhagefri og nostalgisk. Men ingenlunde hvis man fordyber sig i Herberts computerstreger: Frem dukker subtile mangedoblinger, diskrete loops, afsnubbede endelser, mikroknitren, pludseligt gale rumfornemmelser, lydsløjfer og prikkende underlag af samplestumper - blandt andet fra føromtalte udprintninger, men også fra digihakkende klaverer og hårdt studsede blæsere. 'Goodbye Swingtime' vokser til et komplekst og stort tænkt og forløst værk under nærlytningen. Og selvfølgelig er det i sig selv en kulturel pointe, at det er i fordybelsen, at værdierne gemmer sig. Ligesom der også er en modkulturel pointe i, at Matthew Herbert og hans pladeselskab Accidental er totalt uafhængige af multinationale selskaber og ejer 'Goodbye Swingtime' med hud og hår. En sjælden fugl har rejst sig af en globalpolitisk musikers kreative hjerne.