Der er nye tendenser i jazzen. I hvert fald blandt de yngre musikere. Men tendenserne er ikke nyere, end at de efterhånden ikke bør komme bag på nogen. Popmelodier er de nye standards, som musikerne udfolder sig improviserende over. Samtidig er gamle jazzdyder som swing og strideklaver kommet ind i varmen igen. Begge dele kan opleves på et nyt album med den ambitiøse New York-pianist Vijay Iyer, som efterhånden er et internationalt navn, der også så småt er begyndt at vinde opmærksomhed i Danmark, hvor han spillede i Copenhagen JazzHouse under dette års jazzfestival. Hårdt drive i musikken Kompleksitet er en del af charmen hos den unge musiker med den indiske baggrund, og perkusivitet i angrebsvinklen er en anden.
LÆS ANMELDELSEDen itailenske Keith Jarrett er for ukompliceret Når Iyer solo lægger ud med popklassikeren ’Human Nature’, sker det med glidende skift mellem det lyriske og det voldsomt stampende. Den simple melodi brydes op og endevendes som fragmenter i en til tider ikke spor afspændt meditation over et fast mønster i bassen – og med et ganske hårdt drive i musikken. Monks ’Epistrophy’ gøres til genstand for en nærmest flimrende kompleks og repeterende nedbrydningsproces. Rytmisk sofistikeret. Sprintende letfingret.
