Improvisationsmusikken trives og har et kernepublikum også i landets provinser, ikke mindst i februar, når der er Vinterjazz i luften. Den landsdækkende festival når sågar med snefnuggene helt ud i Østersøen til Bornholm.
Her havde et pænt antal gæster fundet vej til Musikhuzet i Rønne, hvor Snorre Kirks unge orkester, iført stiligt jakkesæt og slips, mødte publikum. Gruppen rendyrker enkelhed og soberhed i påklædning såvel som i musikalsk adfærd.
Musikken består af enkle hornarrangementer, malet på et kanvas af swingblues, Ellington, souljazz og Miles Davis’ modale periode fra slutningen af 50’erne. Resultatet er en række stilrent arrangerede og ret afdæmpede bluesstykker, der går som varmt brød hos bageren. Og altså rent ind hos lytterne.
Når bredt ud
Snorre Kirk har da også for nylig med sit pladeprojekt ’Blues Modernism’ fået hæderen ’Årets danske jazzplade’ af magasinet Jazz Specials læsere. Han når altså bredt ud med sin cool, veldefinerede og transparente musik.
Og man spørger, om det danske jazzpublikum omsider har fået nok af al den eksperimenterende og stilistisk uregerlige musik, som har haft vigtige markedsandele på scenen i det seneste tiår?
Nej, så enøjet hænger det næppe sammen. Men den cd, Snorre Kirk har skruet sammen, er tilpas kantløs (uden at være tandløs) til at få et bredt publikum. Den er vitterlig lidt af et scoop, der griber tilbage til Charles Mingus og ikke mindst Miles Davis’ tidløse perle ’Kind of Blue’ fra 1959.
Pulserende elegant
Davis malede alting blåt med rytmisk svævende strøg (indhyllet i cigaretrøg) og en luftig iscenesættelse af sine mesterlige musikere. Kirks musik giver i stemning, lyd og instrumentation (rytmegruppe plus hornsektion af trompet, altsax og tenorsax) associationer i den retning.
Kapelmester Kirk er endvidere en komponist med egoløst blik for den musikalske helhed. Hans spil præges som hos en Ed Thigpen snarere af en elegant afdæmpet swingpuls end af beboppet polyrytmik og energiske opkog. Pladen fungerer glimrende solistisk, og de sikkert arrangerede horn står luftigt klare og melodisk inciterende.
Men er pladen fuld af elegant pulserende jazz, fremstod udbyttet dog mere magert hørt live søndag eftermiddag.
Kirks orkester charmerer og spiller på detaljerne.
Men der er noget uforløst og unødvendig restriktivt over rytmegruppen med Kirks enkle schweiziske urværk som timekeeper, en tilbageholdende Lasse Mørch på kontrabas og Magnus Hjort ved klaveret, der nærmest nyder at lægge bånd på sig selv, selv om han er gruppens mest sprudlende og talentfulde solist.
Manglede skarp altsaxofon
Lige netop denne eftermiddag var altsaxofonist Fredrik Kronkvist syg, og tenorsaxofonist Jan Harbeck og trompetist Carl Oleandersson udfyldte hullet efter ham. Og man manglede Kronkvists mere skarpe og bevægelige stemme i orkestret.
For nok er Harbeck en stemningsfuld solist, der kan levere et dejlig enkelt swing med fornemmelse af både Coleman Hawkins og Joe Lovano i hornets messing, men han kan også være ensidig, når han driver rovdrift på effekter som vibrerende glissando og bøjede toner fra bund til top frem for at formulere sig rytmisk nede i groovet.
LÆS OGSÅ Jazz har ikke noget med alder at gøre
Og Oleandersson fandt først for alvor inspirationen og de melodiske fraseringer i andet sæt.
Snorre Kirk Sextet udnytter sit musikalske koncept med varme og glimt i øjet. Men derfor kan man nok mene, at gruppen har klemt sig ned i for stram og ensidig en musikalsk skjorte. Især solistisk ville det gøre så inderlig godt at løsne slipset og gøre plads til mere dristig fantasi og personlig energi.
fortsæt med at læse
