De tider, hvor ordet ’retro’ gav mening og udtaltes med et hånligt tonefald, er for længst forbi. At man færdes lige så frit som fordomsfrit blandt fortidens musikalske udtryk, er nu reglen snarere end undtagelsen, når unge musikere skal finde sig selv.

Retro eller ej, er der som altid den afgørende forskel på dem, der finder noget interessant, og dem, der aldrig bliver andet end begavede papegøjer.

Ryley Walker fra Illinois har fundet sig selv i fortiden. På sit andet album, ’Primrose Green’, skaber den 25-årige guitarist sit helt eget sitrende musikalske billede ud af fortidens brikker.

På åbningsnummeret, ’Primrose Green’, lyder han som en relativt dydig discipel af fordums britiske folkesangere Nick Drake og Bert Jansch, men teksten har en snert af syre, som ikke er tilfældig.

Impressionistiske tekster

Teksterne er centrale på en uortodoks måde. Hvor de traditionelle folkesangere, som Ryley Walkers lyd og guitarspil er så gevaldigt inspireret af, skrev formfuldendte ballader i den gamle folkelige tradition, er Walkers tekster mere slentrende og impressionistiske. Tonen er realistisk, men forankret i flygtige indtryk snarere end i fortællinger.

ANMELDELSE FRA ROSKILDE FESTIVAL '14

Det umiddelbare indtryk af ’Primrose Green’ er et møde mellem de gamle kæmper Nick Drake og Tim Buckley. Folk og syret beatmusik fra sen-60’erne samles på ’Same Minds’.

Men det viser sig også at være en forenkling. Billedet er mere fluktuerende.

Chicago kan høres

Ryley Walker har de seneste otte år boet i Chicago, og det har sat sine spor. Post-rocken havde en højborg i Chicago, og det er postrock og syrerock, der smelter sammen, når Ryley Walker på ’Sweet Satisfaction’ lader en blid optakt syre ud.

Men Chicago er også kendt for sin blues-scene og sin new jazz, så på ’Sweet Saticfaction’ smelter det ydermere sammen med Walkers blues-intonationer og rytmesektionens jazzede groove i en roligt rødglødende seance, der til sidst hidser sig op og nærmest ender i jazzstøjrock. Chicago er byen med de store ører ved de store søer.

Åbent musiksind

’The High Road’ er et andet eksempel på Ryley Walkers åbne musiksind. Folkemusik med violin på bagperronen, men i sin svævende folkjazzånd først og fremmest en cadeau til Joni Mitchell.

Folkemusikken i britisk forstand er omdrejningspunktet, men findes kun i glimt i så ren form som ’Hide In The Roses’. ’On The Banks Of The Old Kishwaukee’ er ærkeamerikansk, og det samme er hillbilly-virtuositeten på ’Griffiths Bucks Blues’ og den orgelsydende rastløse udlængsel på ’All Kinds Of You’.

Musikånden der vandrer

Man møder et uhyre levende band med sans for improvisation på ’Primrose Green’, men slagnummeret er og bliver Ryley Walkers yndefulde og renfærdige guitarspil.

De kvikke fingre plukker strenge lige så sirligt, som ånden bag roder det hele sammen i én skøn musikalsk melange. Ro og rastløshed holder hinanden livligt i skak og på dupperne i Ryley Walkers lige så søgende som stoiske folkejazzmusik.

Unge mr. Walker. Musikånden, der vandrer.

fortsæt med at læse

Britisk stjernetrompetist blæser liv i DR Big Bandet