Lyt til artiklen
Rent musikalsk skulle man umiddelbart tro, at Willie Nelson, denne cowboy-hippie-trubadur, var den hvideste mand i amerikansk populærmusik, og at et samarbejde med den teknisk blændende og ekstremt vidt favnende jazztrompetist, Wynton Marsalis, der i sine unge dage blev regnet for arvtager til selveste Miles Davis, ville få karakter af rent marktingstunt.
Cool modpol
Men det er faktisk ikke blevet tilfældet med den liveplade, de to i selskab indspillede i Lincoln Center den 12. og 13. januar sidste år. Godt nok er der en aura af ’novelty item’ over pladen, men den oser samtidig af spilleglæde, og den afspejler begge d’herrers optagethed af bluesmusikken, der vel ret beset også udgør grundlaget for såvel jazz som country og western (og som jo også gør det for rockmusikken).
Repertoiret er klassikere fra den store sangbog. Der indledes med en sejt swingende udgave af ’Bright Lights, Big City’, hvor Nelson lægger hele sin sjæl i vokalen, og Marsalis danner en cool modpol med afmålte bluesformuleringer på trompeten.
Sjov og afslappet
