Hvis man kunne skære ca. en fjerdedel ud af musikken, kunne der være kommet en helt udmærket cd ud af disse koncertoptagelser fra Reykjavik i 1999, da de to danske musikere, violinisten Finn Ziegler og pianisten Olivier Antunes mødtes med tre af deres islandske kolleger, vibrafonisten Arni Schewing, dennes søn Einar Valur Schewing på trommer og bassisten Gunnar Hrafnsson. For de enkelte numre indledes gerne rigtig fint med den særlige attak på tonen, som er så karakteristisk for Ziegler, og nogenlunde sikkert understøttet af holdet bag ham. Det holder sig også gerne sådan gennem de første improvisationskor. Men gradvist forvandler intensiteten sig til forjagethed, og det skyldes især de to unge. Antunes bliver overivrig, både i sit akkompagnement og som solist, mens Schewing junior med sit urolige og upræcise trommespil er alt for forhippet på at følge solisten i stedet for at bevare overblikket. Omstændigheder, som heller ikke Ziegler er upåvirket af. Schewing senior viser sig at være en ganske kompetent solist, men det er et problem, at hans vibrafon i flere tilfælde klinger så urent.