Man kan mene meget om Paganini. Rent virtuosræs og show off er hans musik jo, og orkesterstemmen? Næppe andet end spinkle teltpæle. Barduner til at holde violindjælven dansende på sin line højt over publikums måbende hoveder. Jo, jo, sådan er det.
Men manden vidste, hvad han gjorde, og da datidens orkestre tit var mindre end gode, var der to fluer at slå med ét smæk: Alt fokus på solisten og lette orkesterlinjer at holde styr på for dirigenten. Sådan sikrede en omrejsende virtuos i begyndelsen af 1800-tallet sin succes. Unge Hahn får det maksimale ud af Paganinis tekniske udfordringer og hans bel canto-syngende linjer, som kombinerer akrobatisk violincirkus med glæden ved Rossini. Solokadancen var en fabrikshemmelighed for den småparanoide Paganini, men Hilary Hahn har fundet en fingerknækkende én af franskmanden Emile Sauret.
