Lyt til artiklen
’STING’ står der øverst med store bogstaver og derunder: ’Songs From the Labyrinth’. Kun med småt røbes det, at det drejer sig om sange af John Dowland. Og det er helt i orden, for albummet henvender sig i første række til fans af den britiske rocksanger snarere end af den berømte komponist og lutspiller fra renæssancen.
Sting med den ru og hæse stemme og det upolerede sprog gør heldigvis intet forsøg på at være noget andet, end han er, og den tætte, resonansløse produktion, hvor sangeren her og der ledsages af et tilbagetrukket, syntetisk klingende kor (Sting synger tilsyneladende selv alle stemmerne i Dowlands originale madrigaludsættelser), er mere rock end klassisk æstetik.
