Esteren Pärt er for længst blevet kult, og som et tidligt eksempel på hans ekstremt enkle stil er ’Spiegel im Spiegel’ ingen overraskelse, skønt denne version for klarinet og klaver er ret ny. De to andre komponister turde til gengæld være temmelig ukendte for de fleste. Violinsonaten ’Post Scriptum’ er typisk for den jævnaldrende ukrainer Silvestrovs mærkeligt nostalgiske klassicisme. Klichéer fra det 18. århundrede går fejl af hinanden og løber ud i sandet med opgivende suk. Hurtige tempi dementeres af drømmende retningsløshed. Musikken er som gennemtæret. ’Misterioso’ for klaverspillende klarinettist erstatter klassicisme med luftfyldte modernistiske klange; men udtrykket er beslægtet: en famlende og forgæves søgen i mørke. Pulsfornemmelse mangler helt, og musikken synes at handle om uerstatteligt tab af fodfæste og tillid. Sjostakovitj-eleven Ustvolskaja er russer og en generation ældre, men pladens to tidlige værker har det mest ekstreme og foruroligende udtryk. Lærerens neoklassicisme får en strengt lineær, melodisk karakterfuld, klangligt og rytmisk bistert asketisk udformning; og i stedet for romantiserende patos eller satirisk bid træder en sammenbidt alvor, der er lige så fascinerende kompromisløs, som den er sær.
Den ensatsede violinsonate er ligefrem skræmmende med sine monomant kredsende bevægelser og klaustrofobiske gentagelser. Som et rastløst rovdyr i et alt for lille bur. Den lidt ældre trio er kun lidt mildere i sin forbitrelse. Ved siden af denne knugende og rystende konsekvente musik er en Sjostakovitj nærmest idyllisk.
