Blå, ren og minimalistisk i scenebilledet som en skarpt opdateret opsætning af Wieland Wagner. Filmet med sikker, rolig hånd og konsekvent blik for de interessante, tavse sidedialoger i en psykologisk skarptsleben, men i øvrigt gennemtraditionel opsætning er den dugfriske ’Lohengrin’ fra Baden-Baden 2006, der gør alt det, Konwitschny ikke gider i sin rebelske opsætning i Operaen anmeldt ovenfor. Lohengrin er forsølvet, Elsa er uskyldsren i et hvidt brus af en brudekjole, og Ortrud har ikke bare en hedensk ræv bag øret, men bærer den draperet over issen som hanekam. Orkestret arbejder med lethed og fin præcision under Nagano. Scenografien er arkitektonisk ren og pæn i form af et amfiteater. Intet kan egentlig udsættes på denne enkle udgave af Wagners romantiske opera. Bortset fra, at Lohengrin, skønt lyrisk-helteagtigt velsunget, fremtræder stiv og kedelig. Eneste sprælske idé er, at svaneridderen sætter sig til flyglet og komponerer med på bryllupsmarchen, som var han Wagner. Meiers benhårde Ortrud, Hans-Peter Königs forbilledligt velsungne kong Heinrich og Kringelborns sotto voce-økonomiske Elsa er alle fremragende. Telramund minder om salig Leif Roar, kronraget og intens. En times film om produktionen med interview afslører, at Kringelborn ville være charmerende middagsselskab, mens Lehnhoff er selvhøjtidelig i sine lange, overflødige forklaringer.